Man kunne give en karakteristik af Peter Laugesens digte ved at plukke nogle vers fra dem og sætte dem sammen: »Helt ligetil sætninger og ord. Ikke/ overraskende metaforer, medmindre de/ kommer af sig selv skubbet af skriften/ som altid. Ikke noget nyt«. »Simple beskrivelser af ting der er: Blomsterne/ i deres potter. Den røde ny/ i den sorte muld,// et kinesisk stempel/ mod himlens blå«. »Det er skrift der strømmer som/ et endeløst lavmælt testamente«. »det endeløse brev/ hvis nogen vil vide genren/ er det den«.
Helt ligetil er det, når Laugesen skriver om »lygterne/ nede i Brabrand// Stjernerne/ oppe på himlen«, men alligevel bliver det med enkelte penselstrøg en hel lille kosmogoni af det lokale og det universelle, og hvem havde tænkt på, hvor meget musik og poesi der egentlig findes i navnet på den aarhusianske forstad: »Brabrand«, det kunne jo være et eksalteret udråb fra en free style jazzmand: »Brrra-brrra!«, og det er et ord med brand i, hvilket man får øje på, når det står der og flammer for enden af et ganske kort vers, omgærdet af lygter og stjerner.
