Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sanser. Pryds Helle beskriver indlevende, f.eks.  maden, slæbesild og grisehoved, så man får lyst til at smage på den.
Foto: Joachim Adrian

Sanser. Pryds Helle beskriver indlevende, f.eks. maden, slæbesild og grisehoved, så man får lyst til at smage på den.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Slægtsroman er ikke bange for menneskets mørke sider

Folket er både uskønt og skønt i Merete Pryds Helles usentimentale og vellykkede indlevelse i sin mors historie.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Merete Pryds Helle har skrevet sin slægtshistorie; en historie, hvis ydre bevægelser mange danskere vil kende fra deres egen slægt: indvandringen til byen fra landets udkant, indtagelsen af forstadsparcellerne som et andet Wild West. I Pryds Helles tilfælde går bevægelsen fra Langeland i 1930’erne til Værløse i 1960’erne.

Mange af os, der er vokset op i parcelforstæderne, forbinder dem med største hæslighed

Vi følger, i tredje person og datid, Maries perspektiv. Marie er mor til Merete, som først fødes mod bogens slutning, da tækkertøsen og fiskersønnen fra Langeland har bygget eget hus på den udstykkede grund i Værløse. I bogens første halvdel er Marie omkring konfirmationsalderen og frister temmelig barske kår i tækkerhjemmet. En udslidt, uendeligt barnefødende mor; en opfarende far, der straffer med lussinger og bælteslag og lærer Marie at malke koen ved at lade hende øve sig på hans lem.

En bror, der forgriber sig på hende. Slæbesild til middag eller kogt grisehoved med sennep. Vi er i gamle dages evighed, men bulletiner om krigen fæstner os i slutningen af 1930’erne.

Pryds Helle skriver os usentimentalt ind i det barske landboliv gennem en solidaritet med Marie og en mundret fremstilling af familiens tale; lutter praktiske kommandoer og hårde ord. Det kaster et ironisk skær over romanens titel, ’Folkets skønhed’, for her er der absolut ikke gjort nogen forsøg på at forskønne folket. Titlen henviser til et lille maleri, som Maries socialdemokratiske far har hængende på væggen, forestillende to foroverbøjede kvinder, som graver kartofler op af mulden.

Da Marie som barn betragter maleriet, hæfter hun sig ved solen, som skinner gennem løvet og oplyser kvindernes sorte kyser. Det er et blik, der kan ligne romanens perspektiv, for også Pryds Helle lader et lille lys skinne i skildringen af det mørke og slidsomme.

Et lys, der ligger i den usentimentale solidaritet med moderen som barn, og i en evne til at fremskrive glimt af moderlig ømhed forklædt som bryskhed; som da Marie bliver kommanderet af sin mor til at flette hendes lange hår og forstår, at det er en slags kærlighedserklæring, et privilegium. Romanens fortæller oplyser også elendigheden ved at kunne fremskrive maden, selv slæbesild og grisehoved, så man får lyst til at smage på den.

Der er også lys i mørket, når den langelandske natur bliver et sted, hvor Marie finder trøst og lindring. Pryds Helle har en evne til at fremstille barnets natursansning på en smittende måde; denne læser er i hvert fald helt med den store pige inde mellem sensommerens lillamørke hindbærbuske, hvor de bløde spindelvæv kærtegner hendes hud, eller ved havet, der har en hud af sildeskind trukket beskyttende over sit kød.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pryds Helle skriver os usentimentalt ind i det barske landboliv gennem en solidaritet med Marie og en mundret fremstilling af familiens tale; lutter praktiske kommandoer og hårde ord.

Lyset i mørket eller den lille skønhed midt i elendigheden melder sig også, når Maries håndarbejdsfrøken klapper hende med sine dejbløde hænder og sætter hende til at brodere markblomster med lavendelfarvet og lyseblå tråd på en krave til moderen.

Det begynder med en vred far og en udslidt mor i et tækkerhus på Langeland; det ender med en vred far og en deprimeret mor i Værløse. Der er nok en vis kvindesolidaritet i romanen – det særlige slid ved at være lynafleder for mandens aggression, ’tyretæmmer’, som Marie formulerer det – men der er ingen mandefordømmelse.

Man må endelig ikke snyde sig selv for forfatterens efterskrift, ’Selvsyn’. Her erfarer vi eksempelvis, at den lange gang i parcelhuset, som for Marie er husets »samlende element«, for hendes datter Merete var mareridtsgangen. Her reflekterer Pryds Helle over projektet med at skrive sin mors historie; uoverensstemmelserne mellem mor og datter, forskellene i erindring og perspektiv.

Hun fortæller, at det er hendes mor, der har lært hende aldrig at være bange for at stå på en scene, for »hvad er der at være bange for«? Og det bliver også denne parole, nedarvet fra moderen, der bliver overskriften på hendes indlevelse i moderens historie, hendes ønske om at få det hele med, også skeletterne i skabene, for »hvad er der egentlig at være bange for«?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Folkets skønhed’ bliver et ledemotiv gennem romanen, både som en vending og i skikkelse af maleriet. Fra det på første side hænger på væggen i Maries barndomshjem, til det på sidste side åbenbarer sig bag det indrammede luftfoto af tækkerhuset, som Marie har bedt datteren Merete om at smadre. Og det fine ved det ledemotiv, den titel, er, at det både tvistes ironisk og får lov til at bevare sin alvor, fordi romanen hverken viger tilbage for det uskønne eller det skønne ved det stykke af folkets historie, den beskriver.

Mange af os, der er vokset op i parcelforstæderne, forbinder dem med største hæslighed og har svært ved ikke at læse det ironisk, når Marie betragter den gule rosenbusk på det golde udstykningsområde, hvor hun skal være husmor, og tænker: »Folkets skønhed lige her«. Men roserne står lige så tunge og gule som (de burde have været) hos J.P. Jacobsen (’Der burde have været Roser’, red.) og oplyser elendigheden.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden