Merete Pryds Helle har skrevet sin slægtshistorie; en historie, hvis ydre bevægelser mange danskere vil kende fra deres egen slægt: indvandringen til byen fra landets udkant, indtagelsen af forstadsparcellerne som et andet Wild West. I Pryds Helles tilfælde går bevægelsen fra Langeland i 1930’erne til Værløse i 1960’erne.
Mange af os, der er vokset op i parcelforstæderne, forbinder dem med største hæslighed
Vi følger, i tredje person og datid, Maries perspektiv. Marie er mor til Merete, som først fødes mod bogens slutning, da tækkertøsen og fiskersønnen fra Langeland har bygget eget hus på den udstykkede grund i Værløse. I bogens første halvdel er Marie omkring konfirmationsalderen og frister temmelig barske kår i tækkerhjemmet. En udslidt, uendeligt barnefødende mor; en opfarende far, der straffer med lussinger og bælteslag og lærer Marie at malke koen ved at lade hende øve sig på hans lem.
En bror, der forgriber sig på hende. Slæbesild til middag eller kogt grisehoved med sennep. Vi er i gamle dages evighed, men bulletiner om krigen fæstner os i slutningen af 1930’erne.
Pryds Helle skriver os usentimentalt ind i det barske landboliv gennem en solidaritet med Marie og en mundret fremstilling af familiens tale; lutter praktiske kommandoer og hårde ord. Det kaster et ironisk skær over romanens titel, ’Folkets skønhed’, for her er der absolut ikke gjort nogen forsøg på at forskønne folket. Titlen henviser til et lille maleri, som Maries socialdemokratiske far har hængende på væggen, forestillende to foroverbøjede kvinder, som graver kartofler op af mulden.
Da Marie som barn betragter maleriet, hæfter hun sig ved solen, som skinner gennem løvet og oplyser kvindernes sorte kyser. Det er et blik, der kan ligne romanens perspektiv, for også Pryds Helle lader et lille lys skinne i skildringen af det mørke og slidsomme.
Et lys, der ligger i den usentimentale solidaritet med moderen som barn, og i en evne til at fremskrive glimt af moderlig ømhed forklædt som bryskhed; som da Marie bliver kommanderet af sin mor til at flette hendes lange hår og forstår, at det er en slags kærlighedserklæring, et privilegium. Romanens fortæller oplyser også elendigheden ved at kunne fremskrive maden, selv slæbesild og grisehoved, så man får lyst til at smage på den.
Der er også lys i mørket, når den langelandske natur bliver et sted, hvor Marie finder trøst og lindring. Pryds Helle har en evne til at fremstille barnets natursansning på en smittende måde; denne læser er i hvert fald helt med den store pige inde mellem sensommerens lillamørke hindbærbuske, hvor de bløde spindelvæv kærtegner hendes hud, eller ved havet, der har en hud af sildeskind trukket beskyttende over sit kød.
