Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Futuristen. Emil Bønnelycke havde faktisk fremtiden for sig. I hvert fald er det værd at hive hans bøger ud af glemslen.
Foto: Polfoto (arkivfoto)

Futuristen. Emil Bønnelycke havde faktisk fremtiden for sig. I hvert fald er det værd at hive hans bøger ud af glemslen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Genudgivelse af dansk krigsromanforfatter er ganske enkelt fremragende

Den kristne avantgardist og Politiken-skribent Emil Bønnelycke genudgives af Gladiator.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han er herostratisk berømt for sit pistolskud inde på Politiken 4. februar 1919, Emil Bønnelycke (1893-1953), et pistolskud, som i øvrigt med knap 100 års forsinkelse blev gentaget af Jacob Skyggebjerg samme sted 4. april i år – men hans vigtigste arvelod er selvfølgelig hans ord, hans tekster.

Og Forlaget Gladiator, et af de allerbedste og mest succesrige små forlag i landet, har nu i den såkaldte Sandalserie, og med et glimrende efterord af Johan Rosdahl, genudgivet krigsromanen ’Spartanerne’, det grafiske digt ’Berlin’, og den hæsblæsende, prosalyriske reportage ’Rosa Luxemburg’.

Spørgsmålet er, om krudtet stadig er tørt? I alle betydninger af det udtryk – fungerer Bønnelyckes tidstypisk patetiske, næsten Harald Kidde-agtige prosa stadig, fyldt som den er med »O, min Elskede!«?

Og hvilken funktion kan en dansk krigsroman have, nu hvor krigens territorium er emigreret fra Europa til Irak og Afghanistan? Og den kommunistiske, futuristiske og revolutionære patos i ’Rosa Luxemburg’, hvordan står det til med den, når den socialdemokratisk moderate pensionist Bernie Sanders fremstår som sindbilledet på omvæltning af det bestående?

Desorientering og kaos

Svaret er i kort form: Bønnelyckes krudt futter fremragende! ’Spartanerne’ er en afsindig raffineret roman, der opretter tre narrative spor, lader tre unge mænd komme til orde; først en kriger i Sparta, der får sin ilddåb i Den Peloponnesiske Krig, 2300 år før Første Verdenskrig, og skriver en lang serie monologiske breve til sin kæreste hjemme, og i øvrigt støder på og skåner krigens historiker Thukydid.

Dernæst en unavngiven soldat, der er kastet ud i skyttegravskrigens kaos 1914-18, senere i en krigsfangelejr, og dernæst endelig en dansk rekrut, der træner og venter, før krigen endelig når Danmark også.

Disse tre Bønnelycke-tekster er forbløffende stærke argumenter for, hvorfor vi skal huske og genlæse Bønnelycke

Enkelte detaljer bløder ind i hinanden i de tre spor, så en svimmel følelse af desorientering og spændt kaos rammer læseren – det horisontale perspektiv på krigen slår ind i stilen og kompositionen, så krigen ikke blot er et distant scenarie, der fremstilles på et ordlærred og fra oven, men slår ind som vold og voldsomhed i selve sproget, blikket og retorikken, i form af gentagelser, opremsninger, pludselige brud og kraftige ryk i sætningerne.

Forfinet er spejlingen af f.eks. kapitel 2 i første del, der med variation på ny optræder i anden dels kapitel 24.

En fortjent renæssance

’Spartanerne’ er i slægt med en klassiker som Stephen Cranes ’The Red Badge of Courage’, men indlysende også Barbusses ’Ilden’, og Célines ’Rejse mod nattens ende’. Samtidig med at den er sin gnistrende egen – og lige nu og her er et ekstremt interessant eksempel på krigsfiktion, der konfronterer spændingen mellem lille idylliske Danmark og krigens vildskab.

Men det stopper ikke her. ’Berlin’ er et smukt sitrende eksempel på den grafiske digtning, som også Blaise Cendrars og Apollinaire legede med, lidt før Bønnelycke, og ’Rosa Luxemburg’ en hovedkulds, fantastisk og symfonisk organiseret tekst, der udmunder i de tre berømte pistolskud.

Hans Otto Jørgensen, der er en af bagmændene bag Gladiator, gjorde det for nylig i den fremragende ’Horden’ til sin opgave at give litteraturens marginaliserede og glemte, eller ligefrem ringeagtede skikkelser, en renæssance.

SE OGSÅ:

Disse tre Bønnelycke-tekster er forbløffende stærke argumenter for, hvorfor vi skal huske og genlæse Bønnelycke, i stedet for med et smil at erindre ham som den lidt kiksede og forsinkede provins-avantgardist, der skød med løst krudt og senere blev en kristen hønisse.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden