Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Daniel Maurer/AP
Foto: Daniel Maurer/AP

Forunderlig. Det kan være svært at kende forskel på virkelighed og drøm i Peter Handkes nye roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Urovækkende roman er en eminent, ensom vandring mod afgrunden

Det er en virkelig forunderlig oplevelse at læse Peter Handkes seneste roman, ’Det store fald’. Om et eksistentielt, men også kulturelt, civilisatorisk forfald.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Peter Handkes seneste roman, følger vi en midaldrende skuespiller. Han er netop blevet vækket af et voldsomt tordenbrag, og om lidt træder han ud af sengen for at tage hul på den dag, som skal vise sig at blive hans sidste inden hans såkaldte ’Store fald’.

Dagen efter skal han gå gennem gaderne som led i en indspilning af en film, inden han om aftenen modtager en pris.

Nu ligger han i sengen, strækker armen ud »i det tomme rum«, men uden at fange noget med den. »Ganske vist er jeg ikke vågnet op i min egen seng, men heller ikke i en fremmed«.

Alt giver ikke nødvendigvis mening

At læse Peter Handkes nye roman ’Det store fald’ er – og jeg kan lige så godt være helt ærlig – en virkelig forunderlig oplevelse.

Flere gange præsenteres man for nogle lidt udefinerbare steder, måske et tomt rum, som nævnt ovenfor, hvor det kan være svært at kende forskel på virkelighed og drøm. Man må derfor affinde sig med at befinde sig på et punkt, hvor alt ikke nødvendigvis giver mening, men hvor alting derfor også kan få en ny betydning. F.eks. er skuespilleren en rigtig filmstjerne, men med nogle få undtagelser bliver han aldrig genkendt på gaden. Alt ved ham er »påfaldende«, men alligevel formår han at være »usynlig«.

Handkes prosa rummer nemlig en ubetinget åbenhed mod det andet, dvs. alt det, vi ikke er vant til at se, som kan spores helt ned på det personlige plan

Denne paradoksale tilstedeværelse er i al sin enkelhed kendetegnende for Handkes skrift. Man er tit ikke helt klar over, hvad der foregår, men samtidig, og måske netop af samme grund, lykkes det østrigeren at gøre i hvert fald denne læser engageret i romanens eksistentielle anliggende.

Skuespilleren begiver sig ud af sin elskerindes hus og ud i skoven, der virker mere og mere mærkelig. I sin planløse søgen bevæger han sig ad vilde gengroede stier langt væk fra socialiteten. Alligevel støder han på en mand, der ikke kan holde op med at skrige, og et statsoverhoved, som han aldrig rigtig falder i snak med. Siden når han ind til den kaotiske by, der bringer ham på tanker om bl.a. elendighed og ulykke samt »andres forladthed«.

Usædvanligt meget at tage fat på

Litterært set har Peter Handke været en af Europas betydningsfuldeste forfattere siden 1970’erne, hvor hans gennembrudsroman, ’Målmandens frygt for straffespark’, udkom. Efter den fulgte bl.a. den delvis selvbiografiske roman ’Ulykkelig og uden ønsker’, som Handke skrev efter sin mors selvmord.

Men herhjemme vil mange sikkert genkende han fra Wim Wenders’ film ’Himlen over Berlin’, som han skrev manuskriptet til. Det er dog svært at komme uden om, at Handke også var med til at slå sit navn godt og grundigt fast, da han op gennem 1990’erne skrev en række rejseessays om Jugoslavien, hvori han satte spørgsmålstegn ved folkemordet på de muslimske bosniere, inden han altså i 2006 talte ved Slobodan Milosevic’ begravelse.

Som i tilfældet Knut Hamsun skal de prekære politiske holdninger imidlertid ikke dække for forfatterskabets indlysende kvaliteter. Og i ’Det store fald’ er der usædvanligt meget at tage fat på.

Det sprogligt skabte river sig løs

Skuespilleren, ham som selvfølgelig lever af at spille en anden og derfor ikke altid er sig selv, færdes i mennesketomme afkroge, nærmest fjernt fra alle de betrådte steder. Det gælder for så vidt også sproget, der med sin overrumplende dristighed og undvigelse af enhver form for kliché snor sig frem til billeder, man sjældent er stødt på før.

Som f.eks. når den diskrete skuespiller gør luftboblen i vaterpasset til sit forbillede:

»Vandvægtens øje, når den, nøjagtigt og stille, midtpå, viste den fuldkomne rette linje, hed hos ham ’rolighedsboble’«.

Men også på den lidt større klinge formår Handke at lade det sprogligt skabte rive sig løs og føre til urovækkende erkendelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sigende for Handkes stil lyder det f.eks. et sted, at han som besidder – og besidderne er jo sammen med forbrugeren prototyperne på det vestlige menneske – stadig »sjældnere kunne se noget i sin helhed, noget overordnet, noget større, og stadig kun den enkelte detalje, og da mere og mere det uvæsentlige, og hvis ikke det, da det uordentlige, beskadigede, ødelagte ved alt det enkeltvise. Som besidder holdt han med tiden op med at se«.

Alt det, vi ikke er vant til at se

Dette er blot en af de former for kulturkritik, som bogen rummer. Og måske er det også i den sammenhæng, at man skal forstå titlen.

Her er ikke bare tale om et eksistentielt forfald, men hele kulturen eller civilisationens undergang, hvilket imidlertid aldrig bliver entydigt forklaret.

Handkes prosa rummer nemlig en ubetinget åbenhed mod det andet, dvs. alt det, vi ikke er vant til at se, som kan spores helt ned på det personlige plan. Som når skuespilleren drømmer om at være sin egen tilskuer, »omtrent ligesom når en fuld mand møder en plørefuld og næsten bliver ædru ved synet«.

På samme måde er der på én gang noget virkelig overrumplende over mødet med ’Det store fald’.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden