De har planlagt bogen i to år, seks båndoptagelser a to timers varighed er det blevet til, inden den gamle mand dør i 2007.
Men da intervieweren tænder for båndoptageren få timer efter hans død, venter der hende enhver journalists mareridt: »Stemmerne druknede, hans gurglen, min skinger, jeg kunne ikke skelne ordene fra hinanden. Efter fem minutter trykkede jeg på stop og lagde båndoptageren tilbage i tasken. En grænseløs fiasko«.
Fiaskoen bliver ikke mindre af, at gamlingen, der gurgler, er mesteren, selveste »dæmoninstruktøren«, som afskyede improvisationer og teknisk uformåen, som krævede punktlighed og præcision.
Det lille drama om båndoptagelserne, der syv år senere viser sig faktisk at kunne dechifreres, ville virke som en journalistisk selviscenesættelse, en fortælleteknisk smarthed, hvis ikke det netop var dæmoninstruktørens datter, der havde fumlet med teknikken og nu fortæller om det i ’De urolige’.
Hun, der hele sin barndom har været underlagt faderens ordensreglement på den svenske ferieø Fårö, hans skræk for træk og forkølede børn (de kunne smitte!), hans krav om arbejdsro selv på varme sommerdage. Hun, der har næret sig af små lunser opmærksomhed, som når far, filmmageren, teaterinstruktøren og forfatteren, indimellem inviterede ind i den lænestol på kontoret til en sidning: »Nå! Hvordan har min yngste datter det i dag?«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
