Nogle gange giver et digt dig de ord, du længe har ledt efter. Længe har jeg ledt efter de ord, der kan beskrive, hvor trist jeg synes det ser ud at løbe maraton. Nu har Marianne Larsen givet mig dem: »En million maratonløbere så helt spontant uforelskede ud i ansigterne«. Det er jo det, de gør! De ser aldeles uforelskede ud, helt opslugte af egen krop og præstation. At de hos Larsen ser spontant uforelskede ud, som om uforelskelse er en slags umiddelbar og uforberedt reaktion, er et af de små herlige twists, som hendes samling er fuld af, og som får det til at kilde i maven på denne læser.
Marianne Larsen leger præcist og sprudlende med sproget; effekten kan være kritisk, morsom, bevægende – eller det hele på én gang. Nydannelserne er mange: I Larsens univers kan man være »altanist« (»tidligere lønmodtager og nu magelig altankasserosedyrker«), nattevandreren kan være »formørket eller forstjernet«, og det kan »bregne løs«, så det glimter fra hvert et »bregneblad«, som jeg fremover vil have svært ved at betragte uden at få øje på den regn, som er indeholdt i dets navn.
