Det giver et jag i læseren og genlyd i hele mediemaskinen, når voksne børn fortæller om deres opvækst i misbrugerhjem. Ikke mindst hvis de er børn af kendte, som nu Sebastian Klein og Lotus Turèll, der i kraft af deres bekendelser om omsorgssvigt og alkohol i barndommen affortryller billedet af folkekære kunstnere. Og, skal vi være ærlige, fodrer den almene nyfigenhed godt og grundigt. Selvfølgelig skal disse børn tale ud, lægge fakta på bordet, skrive bøger, og selvfølgelig skal verden lytte.
Men hvor er det dog opløftende, når der pludselig sker noget andet. Når en franskmand debuterer med en vidtløftig historie om et par alkoholiserede forældre så berusende, dansende smuk, at sandheden kun modvilligt lægger sig som mørkt bundfald.
