En samling af fortællinger kan man vel næppe kalde en lille bog, der kun rummer to af slagsen. Alligevel rummer udgivelsen en logik, der rummes i de to fortællingers komplementaritet. Den lange fortælling hedder 'En fremmed'. Den korte 'Tvillinghuse'. De handler om vidt forskellige ting. Og så alligevel ikke. Begge fortællinger er fremprovokerede tilbageblik. Begge fortællinger foregår ude på landet i det nordjyske. Den ene i 1940erne. Den anden nogle år senere. I 'En fremmed' følger en forretningsmand for en sjælden gangs skyld en indskydelse. I stedet for at køre direkte hjem efter en kongres, opsøger han et halvt århundrede senere barndommens landskab. Uden for landsbyen Glomsholt findes stadig i en lysning i skoven sporene af en hule i en skråning. I hulen holdt den russiske flygtning Vassja til i krigens sidste tid. En af de mange russiske soldater, som efter tilfangetagelsen gik i tysk krigstjeneste. Hilfswillige. For den unge Christian blev bekendtskabet med den russiske flygtning en lektion i hvilke spegede tragedier, skæbnen kan diske op med. »For du er født forkert, af de forkerte forældre, på det forkerte tidspunkt, på det forkerte sted, og hvis du tror, at der af den grund skulle være nogen nåde, har du begået din største dumhed til dato.« Eller omvendt: »Kan nogen overhovedet gøre for noget?« Spørgsmålet stilles i 'Tvillinghuse'. Synet af en gammel mands ansigt får en kvindelig psykiater til at mindes en tragedie fra hendes barndom. Arne fra nabohuset, som gik amok i en blodrus. Et offer for kemi i hjernen? Driften, hormonerne, armoden. Kan nogen overhovedet gøre for noget?