I Michal Vieweghs skønne roman 'De Herlige Helvedes Hundeår', der i høj grad er baseret på hans egen opvækst i diktaturets Tjekkoslovakiet, oplever man endnu en gang, hvor meget det betyder for en forfatter at have noget at skrive om. Modsat de lingvistiske krampagtigheder i de såkaldte romaner af denne verdens Christina Hesselholdt'er og Kirsten Hammann'er har forfatteren Michal Viewegh - modsat borgeren Viewegh! - haft det fantastiske privilegium at vokse op i et kommunistisk samfund og det har en gang for alle givet ham et fængslende stof, en nødvendighed at skrive ud fra, som har relevans og appel til andre mennesker. Forfatteren Thomas Brussig, der voksede op i DDR, er et andet eksempel på den samme erfaring. På dansk mødte vi Viewegh første gang i den charmerende, intellektuelt skarpe 'Opdragelse af unge piger i Tjekkiet' (1999). Nu er han tilbage med en bog om den opdragelse vidunderbarnet Kvido, der sjovt nok er født samme år som forfatteren, erhvervede sig i en middelklasse-familie, der på alle måder led under partidiktaturets tryk. Lidelsen er manifest overalt, værst hos Kvidos fader, der som så mange andre højtuddannede bliver degraderet af politiske grunde, men Vieweghs tankevækkende bog, kalder ikke først og fremmest på medfølelsen, men på grinet. På den uforbeholdne skoggerlatter såvel som eftertankens sorgmuntre smil, for tilværelsen i det kartoffelfrikadelle- og karseomeletspisende mikrokosmos (kød er for dyrt) er i bund og grund præget af sand menneskelig værdighed. Alle generationer, også den enerverende, rejselystne mormor, lever tæt - og ærligt - sammen, som man gør det i samfund, hvor man ikke har andet valg. Det er denne hverdagens udleverende og udviklende intimitet, der gjorde det muligt for folk at overleve i marxismen- leninismens Kafka-stater, og det er denne erfaring, der gør, at en forfatter som Viewegh kan transformere fortidens ulideligheder til saftige og livgivende læsefrugter for den nutidige læser.