28 børnebøger på bare 17 år er det blevet til for Kim Fupz Aakeson - og det er foruden alt det andet, han render og skriver: filmmanuskripter og voksenbøger, bl.a. Man skulle tro, han havde travlt. Men det mærkes ikke, i hvert ikke på kvaliteten af denne bog. Den er god. Og drabelig. Der bliver faktisk dræbt en hel masse dyr. Og voldelig. Faktisk får konen nogen på torsken og sønnen nogen i enden, og hunden får også nogle spark. Læst højt for en lille unge er man garanteret fuldstændig ro. Men i børnebøger får alting en ende. Især grusomheder. Den grusomme jæger skyder en dag en engel, og så bliver han bange for, hvad Gud kan finde på at straffe ham med. Han må hjælpe englen på benene igen og mister samtidig lysten til at være grusom jæger. Han skyder aldrig mere, og han holder op med at banke konen, ungen og hunden. Det kan man jo kalde en historie med en morale. Men for den voksne læser er det nu først og fremmest den groteske humor i både tekst og tegning og den sproglige opvakthed og rytme i teksten, der gør det til en af de bøger, der kan holde til at blive læst igen og igen. For børnene er det mødet med det onde ligesom i Rødhætte og ulven, der er attraktionen. Men stik modsat Rødhætte og ulven er jægergerningen ikke også heltegerningen. I denne moderne psykologisk - realistiske fortælling er rovdyret flyttet ind i mennesket, og ondskaben hverken drives eller fordrives af erkendelsen, men af lysten. Det er endda understreget helt ned i de lystfyldte malende lydord bang bang, paf paf osv., der gentages gennem hele bogen og de bragende fascinerede tegninger af den lysende ondskab. Her er angstlyst til mange stunder ved nattelæsningen og måske en snak om det ondes væsen, men også om kærlighed, og hvad den gør ved en. Og det er sgu godt klaret.