En 30-årig homoseksuel single bliver forelsket i enlig mor med to børn og beslutter sig for at tage et trip udi den hetereoseksuelle tosomhed. Sådan lidt à la at forlade en dekadent sædekomedie af Oscar Wilde for at nynne med på sange af Keld og Hilda Heick i småborgerlighedens rækkehus. Så umiddelbart lyder handlingen i John Ramsters 'Simon elsker også kvinder' som en kvalm idé fra de værste amerikanske tv-soap om transseksuelle trivialiteter, hvor labil mand i lyserød polo og med løse håndled møder barmfager og håndfast kvinde med greb om det meste, alt stærkt krydret med rap homohumor. Og der er da også meget soap i bogen. Dens hovedpersoner, især Simon, er til tv-serier og klassiske Hollywoodfilm, til kitsch og gamle klicheer, ja, til den homoerotiske selvironi over for kruk, suk og støn over, at den store kærlighed ikke er, som da Kameliadamen blev spillet af Greta Garbo. Ramsters roman er imidlertid og heldigvis meget mere end en naiv traver om, at følelser er ens mellem mennesker, når lyset dæmpes, sød musik opstår, og tøjet lægges. Tværtimod er denne underholdende og meget egocentriske jegroman netop det modsatte. At homoseksuelle mænd tænker og føler anderledes i og uden for sengen, og at disse karaktertræk ofte giver dem dybe, varige venskaber med det andet køn. At bag en rigtig kvinde står en rigtig bøsseven med drilsk sans for de feminine gener - du bruger for meget henna i håret, du har en dum bums på næsen, din nye trøje er vanvittig chik, Guccis nye parfume er lige dig osv. - som 'normale og primitive' mænd, hulemaleriets heteroer, ikke ser og værdsætter. Men at den slags venskaber, som her fører til forelskelse, kan have sine eksistentielle omkostninger.