Med tre mildt sagt meget forskelligartede digtbøger har Janus Kodal siksakket sig op gennem 1990erne i nogle vældige spring. Når man sidder med hans seneste opus i hånden, tænker man derfor uvilkårligt: Hvor mon han nu er hoppet hen? Svaret er vel nærmest, at Kodal ikke er hoppet et nyt sted hen, men at han med det nye værk, 'I provinsen', forsøger at skræve over det hele - med det ene ben i debutbogens (1991) oprigtige hengivelse og det andet i de ironiske attituder, der prægede 'Fyrsten Zibebes bekendelse' (1998). Det er der kommet en både egensindig og stimulerende bog ud af - selv om det er lige før bukserne sprækker. To genkommende motiver i 'I provinsen' er begæret og rejsen, der ses som mulige flugtveje ud af en meningsløs og utryg verden: »ingen guder i dette/ forplantningen det nærmeste/ intet hjem/ rejsen det nærmeste«. I både rejsen og begæret åbnes identiteten for det fremmede. Og netop identiteten er det bærende tema, men den forstås vel at mærke både som et eksistentielt og et sprogligt anliggende:
Af (j)ord er du kommet
Lyt til artiklen
