0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Portræt af vi vil ha' mer-generationen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et par kvindeben i ultrahøje hæle spadserer hen over omslaget til Lotte Garbers roman med titlen 'Hun har det hele'. At dømme efter de elegante festsko og den fejende nederdel, vi aner underkanten af, er kvinden hverken på vej til arbejde eller hjem.

Eller er hun - måske er hun netop i spring hjem for at få udskiftet de glamourøse, spændende, lokkende sko til mere komfortable og fornuftige, der ikke i længden ødelægger fødderne og begrænser gangen.

Hjem, det er i hvert fald dér, Lotte Garbers skal have spadseret sin hovedperson hen i dette generationsportræt af kvinden, der har det hele, men ikke formår at skønne på det.

Vi vil ha' det hele, sagde rødstrømperne dengang i 1970erne, da de var oprømte. Vi vil ha' mer, er det underliggende udsagn i romanen om Camilla. Og det er ikke et politisk udsagn, udsprunget af kontant undertrykkelse som dengang, men udtryk for en pendulsvingning mellem et livsbegær, hun ikke kan give retning, og en kedsomhed, hun ikke kan komme ud af.

Vi møder hende til barnedåben, omgivet af familie og venner. Hun er først i trediverne, læge ligesom hendes pragteksemplar af en mand, Kristian. De har købt hus i det rigtige kvarter, karriererne kører, og ønskebarnet er ankommet.

Camilla er bare ikke tilfreds. For hvad ser hun af værdi i det hellige monogame ægteskab, eller for den sags skyld andre måder at håndtere kærligheden på, når hun spejler sig i de andre - alle dem, der er med eller ikke med til festen?


Romanen følger festen time for time i kapitler sideløbende med flashbacks til Camillas tidligere år. Det bliver til et gruppebillede af den uengagerede far og af moderen, der i en sen alder realiserede sig selv, som det hed, med en uddannelse i kunsthistorie og et forsøgsvis og forgæves udbrud af ægteskabet.

Den rapkæftede veninde Dorthe er på ottende år elskerinde til en gift mand, som sikkert har et bekvemt arrangement. Søsteren Marlene trives ikke for godt i ægteskabet med sin sexfixerede mand Mads, der ikke har været tilfreds med mindre end ubegrænset adgang til sin kone, da børnene kom.

Og så er der den biseksuelle Karin, som Camilla engang lod sig forføre af i en one night stand, og som nu er indlagt på Camillas afdeling til sterilisation, fordi hun ikke vil sætte børn i verden, når hun ikke kan finde ud af kærlighedslivet.

Men først og sidst er der den prægtige Kristian, som Camilla i sin tid forsøgte at flygte fra, da han insisterede på den store kærlighed, som hun ikke kunne rumme dengang, men hvis ægte vedholdenhed og tålmodighed hun ikke kunne modstå i længden. Desværre kedede den perfekte ægtemand hende som alt andet, inklusive hendes job som læge.


Hvad gør man, når man har alting, men ikke »vil have et kedeligt liv.« Vi har at gøre med en generation, der tror, at sex er svaret på kedsomhed. Så hun indleder et forhold til søsterens mand, den klamme Mads, der fører sexkorrespondance på nettet og er en dreven forfører, der iscenesætter forskellige lege, som Camilla ikke kan modstå, for lidt spændende er det jo med én, der tager kommandoen og får viljen til at flyde ud af én som en hullet si.

Der er mange samtaler, man som læser skal høre på, og mange samlejer, man skal bevidne, inden forfatteren lader Camilla indse, at det gælder om at passe på PragtChristian og få lukket og slukket for FloskelmagerMads.

Det endelige vendepunkt sker, da hendes far falder om ud på aftenen ved dåbsfesten af et hjerteslag. I tankerne lover Camilla sin døende far, at »hun ville blive ved med at satse på de gode gamle værdier med mand og børn og gøre sit bedste, og hvis det ikke var fantastisk, var det godt nok. Det fantastiske, at følge sine indskydelser, sit hjerte, var heller ikke mere end godt nok. For det meste var det ringere.«


Med denne opsang til en forkælet generation, der falder til ro, falder det hele på plads i denne roman. Den er faktisk mest af alt en opbyggelig almanakhistorie, noget af et særsyn i samtidslitteraturen trods den moderne aftapning.

Romanens prosa er letflydende, ubesværet, tydeligt i sin kontrasterende persontegning som i dens endimensionale sprog. Den har sine underholdende elementer, om end ikke Hanne-Vibeke Holsts slagfærdighed.

Jeg vil nødig lyde moraliserende eller besserwissen-agtig overfor andres generationserfaringer, men man kan ikke komme udenom, at Lotte Garbers har svært ved at finde balancen mellem udstilling, ironi og alvor i sin skildring af en hovedperson, der egentlig ikke er særlig interessant, kun i den forstand, at hun udtrykker et tidstypisk problem.

Hendes mand er også alt for prægtig til at have nogen pendant i virkeligheden - men han er måske også fatalt tidstypisk som udtryk for kvinders drømme om en mandstype, der ikke findes.

Man må således medgive, at romanen fungerer som underholdning om og portræt og diagnose af vi vil ha' mer-generationen, hvis problem tilsyneladende er, at de ikke ved, hvori dette mer skal bestå, ud over at det skal være spændende.