Man må tage hatten af for Rasmus Nikolajsens eksperimenterelyst. I hans digte kombineres en stærk formvilje med en lige så stærk vilje til at se verden med nye sprogspillende øjne. Det fremgik af sidste års ambitiøse debut, 'digte om lidt', som kombinerede en hårdkogt, sentresser-inspireret æstetik med en stoflig sensibilitet: Skriftbevidsthed og sprogkritik gik hånd i hånd med en næsten naivistisk sanselighed, og ordspillene var ved at falde over hinanden for at komme til. Det nye værk, 'sølvKANIN', kan langt hen ad vejen karakteriseres på samme måde. Det er knap nok en bog, snarere et lille stramt komponeret hæfte, som består af fem afsnit med hver fire digte: Det første afsnit præges af en (ironisk) spæd erotik og måske et dødsfald. I andet afsnit optræder hundehvalpen Plet-Bernhard, som gennem alle fire digte ligger og sover på jegets fødder - og som i øvrigt bruges til (kærligt? ironisk?) at gøre grin med (et bestemt digt af) Jørgen Leth. Tredje afsnit består af nogle 'sommerrapporter', som opregner en hel del dyr og farver, mens fjerde afsnit rummer en række enkeltstående udsagn, anbragt foroven og forneden på siden med en masse luft imellem, f.eks. 'En sol er en prut' eller 'VI HAR SLUGT EN HVAL!'. I femte afsnit, som formelt minder om det første, opsummeres bogens forskellige spor.
Sjov for sjov
Lyt til artiklen
