Det er lige så sveden springer og tindingerne banker af solidariske fantomtømmermænd. Ubehaget stritter grimt fra de 181 sider og lugten af lorteliv hænger ved et stykke tid efter, at man har taget afsked med Mikkel Wallentins korrumperede grønskolling fra Århus Vest. Wallentins velkomponerede debutroman 'En ræv bag øret' indledes med det symbolladede lille 'nå' og hovedpersonen svinger symptomatisk mellem at kalde sig Mik eller Kim. (Besnærende tæt på forfatterens eget rævenavn!) Alligevel er det ikke nå-generationen, der her er på spil men, hvad man lidt frækt kunne kalde efternølerne til de idéforladte og identitetsforvirrede store årgange. Livet er ikke blevet sjovere, og meningen er ikke lige pludselig dukket op herude i Århus Vest, hvor denne altså noget yngre mand cykler rundt om rensningsanlæg, betonblokke, Bilka-paladser og benzinstationer, når han da ikke lige er i færd med at studere sin egen afføring. »Det var udmærket«, lyder fortællerens reflekskommentar igen og igen til den trøstesløse virkelighed, han som bedøvet - eller evigt bedugget - hjuler rundt i. Kun bryster og bagdele, smagen af fransk hotdog eller lyden af ølkapsler, der knappes af, synes at stimulere hans sløvede sanseapparat, mens horrible avisoverskrifter og vold i hjemmet rager ham en bønne. Dog bliver billedet af en kvinde i en vejkant og et nattebesøg på en politistation ved med at rode rundt i hans baghoved. Noget trykker, nogle »hvem-hvad-hvor- og hvorfor-spørgsmål«, som han kalder det, maser sig på. Og i søvne rykker både Shakespeare, Beckett, H. C. Andersen og - lidt for mange - andre store digtere rundt på hans liv; hvad vil de ham, hvad vil livet ham? Mik - eller Kim - glor på sin egen nylagte lort som en spåkone i en håndfuld kaffegrums. Men den er, hvad den er, svaret hænger som stanken i rummet