En eller anden på den engelske avis The Observer har ifølge denne bogs klap ment, at »Patrick McGrath er den bedste gotiske forfatter nogensinde«. Det er en absurd påstand, som giver bagslag. Nok indeholder 'Martha Peake - en fortælling om revolutionen' mange af de gotiske ingredienser: sumpede moser, stormfulde nætter, et dystert slot med lidt spøgeri (der dog får en naturlig forklaring), en krøbling, et anatomisk teater (tiden er 1770'erne) og kampen mellem videnskab og fantasi. Men ingredienserne gør det ikke alene. Spørgsmålet er ikke engang, om 'Martha Peake' kan kvalificeres som 'gotisk' - det får endda være - det er snarere, om det overhovedet er en god roman. I sin historie om den engelske, senere amerikanske, pige Martha Peake og især hendes talentfulde, stærke far med den grumme, til dels selvforskyldte skæbne forsømmer Patrick McGrath at lægge et ordentligt fundament. Det forhindrer læseren i at fatte elementær interesse for de forskellige, i detaljerne farverigt skildrede personer og sluge de mange urimeligheder, som desværre for manges vedkommende er for principielle. Således får vi en medrivende og original beskrivelse af en fødsel, som dog i udgangspunktet er undergravet af omverdenens manglende undren over, at den finder sted flere måneder for tidligt (forkert far) og den fødendes (i lyset af andre egenskaber helt utroværdige) accept af, at barnet er produkt af hendes egen fars voldtægt. (Jeg håber ikke, jeg har sagt for meget).
Martha og revolutionen
Lyt til artiklen
