Dette er ikke en roman, kunne der have stået på forsiden, som under Magrittes pibe. Nu står der det modsatte, og det er det eneste, der får en til at tænke 'roman', når man begynder. For indholdsfortegnelsen - ja, der står minsandten en indholdsfortegnelse forrest - bærer kapiteloverskrifter som »Hvad er formålet med teorierne?«, og »Tid og beskrivelse i vor tids prosa«. Nu lyder det, som om det ikke engang er en essaysamling, men måske noget katten har slæbt ind fra KUA. Hvad pokker er meningen? Det kan man ikke vide. Men er der tvivl om meningen, er man på den sikre side ved at udtale sig om virkningen, i det mindste på én læser: I mine øjne forekommer mange danske eksperimenter traditionelle i sammenligning med de genrebrud og sammenblandinger Lars Frost slipper godt fra i denne lille tekst, der formår at få en til både at tænke og føle og opleve i et sært episk kaudervælsk. Her er fragmenter af alt muligt. Der er hyldest og hån til forskellige forfattere, beundring for Lagerkvist og Stig Larsson, rasende polemik mod Jan Sonnergaard, citater af Robbe-Grillet og Burroughs. Så er der scener af nogle yngre menneskers liv i storbyen, i sommerhuset, sommetider med et jeg til at fortælle, sommetider uden, altid med skarpe sansninger originalt formulerede. Ind imellem dem kommer abstrakte overvejelser om liv og litteratur, aldrig så gennemførte, at de kan kaldes filosofiske smuler, snarere en efterligning af filosofi, som afbrydes, i samme øjeblik det begynder at ligne rigtig.
Meditationer
Lyt til artiklen
