0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bergen de luxe

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af mine bekendte har valgt først at gå i gang ved ankomsten af sidste bind. Han vil have det hele med i ét ryk, præcis som når man bånder en tv-serie for at kunne flade ud over den i fuld nydelse og ikke i afbrudte bidder.

Det lyder som planøkonomisk læsning på en lille femårsplan, med et stålsat leninistisk læsersind, en stejl vilje renset for fristelsen til at falde i.

Ja, tænk at kunne beherske sig, dengang Gunnar Staalesen i 1998 søsatte første fængslende, fabulerende, hyperrealistiske og dog naturlyriske murstensroman om Bergen fra 1900 til år 2000 eller rettere til nytårsaften i 1999, hvor vi alle forlod det turbulent tragiske, moderne og postmoderne 20. århundrede.

Og ventetiden har endda være umenneskelig lang mellem bind 2 og nu dagens sidste bind 3, fordi forfatteren skulle vente på, hvordan vejret monstro artede sig sidste nat i sidste årtusinde.

Thi sådan har den nødvendige grundighed og research været hele vejen igennem suiten om den gamle Hansestad, Ludvig Holbergs og Amalie Skrams fødeby, to udvandrere til det danske, to forfattere som sammen med landsmanden Hamsun og franskmanden Balzac er de litterære rollemodeller for Staalesens saga.



Vorherre viser sig i detaljen, og den skal være korrekt, både når det gælder korsettet før Første Verdenskrig, og hvilken melodi man dansede kinddans til i sommeren 1962.

Bergen er nemlig en stad af eksperter, og den realistiske forfatter må kende sin by på dens brosten og gadelys, hvis nåden skal falde på norsk.

Trilogien har Bergen som sin navle, men hele romankroppen er selvfølgelig Norge, der begyndte i første bind som provinsielt svensk særeje med får på sæteren for her at ende op som et supernova Norge, selvstændigt og selvkørende på de mange oliepenge, som både har smag af et frisat antieuropæisk og økonomisk paradis og samtidig føder inflatoriske, eksistentielle og sociale problemer.



'Aftenland' er om romanens personer, som lever selv eller via børn og børnebørn i tiden fra det fattige Fladbrødsnorge i den sene efterkrigstid og op til festfyrværkeriet år 2000.

Sorg og glæde vandrer til hobe, den store kærlighed forliser på den store ulykke, men romantisk svinger par til og fra hinanden, ofte med en fin eufori, en følsom nerve og så et febrilsk piskesmæld om at evigt varer kun det tabte, ifølge far Ibsen og tipoldebarnet Gunnar.

Man mærker sørgmuntert og suggestivt, at forfatteren nu er på niveau med tiden, det er hans egne lære- og vandreår i 1960'erne og 70'erne, som behandles.

Den seksuelle revolution, hvor kvinder tør give sig mere hen og gerne heftigt. Håret blev længere for alle parter og dog desværre for mentalt kortklippet, da betonmarxisme og munkemaoisme stener det hele til.

En tur til Maos forpost, det lille Albanien, bliver den store (des)illusion. Den naive politiske idealisme, den stilrene utopitænkning og de futilt skolastiske diskussioner på den norske venstrefløj er med og ikke glemt. Tintet af ironi også den tragiske.

Gamle aktive antifascister grines ud, mens voldsrevolutionære gavflabe bliver udnævnt som formænd og kommissærer.



Stilen er flerstemmig, polyfonisk, myldrende og kakofonisk, men dog ikke mere kaotisk end at man kan høre individets enkle stemme igennem intrigens labyrint. Klart endda.

Og så hjælper det, at Staalesen har udstyret sagaen med stamtavler, så man ikke helt er lost blandt folk og røvere i Bergen by.

Vi får på de sidste sider endelig besked om, hvem der myrdede konsul Frimann den første morgen år 1900. Ace Varg Veum is on the case og løser den med samme tørre overdrev og alkoholiserede og altmodische vemod som Raymond Chandlers Philip Marlowe.



Men har man læst bøgerne som undertegnede med års mellemrum, er det egentlig ligegyldigt, hvorfor en fortidig kapitalistlakaj sover den store søvn.

Det er det hele, det socialhistoriske karneval som fænger, det er denne suverænt underholdende blues på saxofon, som forfører læseren igennem baduljen.

Og hvorfor vor ven Varg ikke har sin saxofonglæde fra fremmede, også det sukker igennem natten, hvor i hvert fald ikke alle norske katte og karle er grå. Nej tværtimod.

Enestående og egen episke står de frem med magt og vælde på dette fascinerende gobelin, hvor rig som fattig giver lys af det flamboyante. Fremragende vævet, simpelthen.