I første bind i denne serie, 'I skjul', fortalte Maria Helleberg om, hvorledes drengen Moses Butterbrot fra Krakow blir til drengen Janusz. Vi er i Polen. Tiden er sommeren 1941. Det hele er ikke så godt. Men det går stærkt. Moses bliver gemt hos nogle bønder. Senere rejser han gennem landet og havner i Danzig. Stik imod al sund fornuft kommer han om bord på et skib, der sejler til Danmark - og ikke Sverige som han havde håbet. Også i Danmark er Moses heldig. Der er mange, der taler polsk på Lolland, og han bliver atter gemt hos venlige mennesker. I slutningen af 'Under jorden' er drengen på vej til Vedbæk for at blive sejlet over Sundet. Vi er nu fremme ved årsskiftet 41/42. Hvorfor Maria Helleberg har fået lyst til at skrive disse bøger om en jødedreng fra Krakow er ikke helt klart. Naturligvis griber stoffet, men selv griber hun det helt forkert an ved at lægge en hæsblæsende handling over et tyndt og ureflekterende sprog. I glimt ser man det for sig - f.eks. lysene i Danzigs caféer - men yngre læsere bliver ladt i stikken. Moses slæber rundt på sit dukketeater. Han forsøger at få sine oplevelser til at passe ind i de film, han så i Krakow. Greta Garbo ofrer sig på havnen i Danzig. John Wayne rider med til Vordingborg. Var der så mange John Wayne-film i Polen før krigen? Er der overhovedet nogen grund til at skrive halvdårlige bøger om dette emne - udryddelsen af de polske jøder - når der nu allerede findes så mange gode?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























