Mel Brooks' 'History of the World, part I' var en sjov film. Og verdenshistorien rummer masser af muligheder for at gøre sig morsom. Men det kræver en vis historisk forståelse til at begynde med. Og det er der, hvor de danske stand-up-komikere Povl Erik Carstensen og Thomas Wivels nye bog inden for genren, 'Verdenshistorien - før og nu' går helt galt. Det er fint nok at tage pis på historien, men hvis man gør det uden selv at kende bare lidt til den, bliver det bare ikke sjovt, men kedsommeligt og pinligt. Hvad har istiden og huspriser på Sankt Hans Torv med hinanden at gøre? Eller 1803 og bladet Vi Unge? Ikke ret meget, og det er problemet. Kierkegaards værker forsynes med nye 'sjove' titler, der mest afslører, at forfatterne aldrig selv kom forbi titelbladet, store bededag tilskrives fejlagtigt Struensee og så videre og så videre. Enkelte afsnit er naturligvis lidt hø-hø, men der er få og mange årtier mellem dem. For nu at blive i bogens sprog.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























