Personlig integritet og stolthed er vist karakteristisk for størsteparten af verdenslitteraturens helteskikkelser, men i den oversatte islandske romanlitteratur i disse år får dét aspekt en synlig drejning mod det antiautoritære eller rent og skært anarkiske, i iøjnefaldende kontrast til en vis politisk korrekt ansvarlighed i anden nordisk litteratur. Om det udspringer som trods af nationens unge alder og beskedne indbyggertal eller tværtimod af en fortidsbinding til de fredløse landnamsmænd for mere end et årtusind siden, skal jeg ikke kunne sige. Men tydeligt er det både i Reykjaviks underklasse i det 20. århundredes begyndelse hos Einar Már Gudmundsson og hos to-tre generationer af kvinder i slutningen af samme århundrede hos Steinunn Sigurdardottir i den store generationsroman 'Hjertesteder'. Endnu tydeligere er både fortidsbevidstheden og en trodsig national selvhævdelse hos to af deres jævnaldrende, den 46-årige Einar Kárason og den 42-årige multikunstner Halgrímur Helgason.
Fredløshedens fædreland
Lyt til artiklen
