Fremtidsparadiset' har det hele, så derfor er bogen tæt på at synke helt til bunds. Det kræver mere end almindelig finfølelse at dreje en fantastisk historie, der 1) har en høne i hovedrollen og 2) forsøger at sno sig rundt om menneskehedens samlede historie og adskillige af dens myter. Vi er fremme ved år 2287. Bogen er nærmest for unge. Det gælder om at holde godt fast. Jay er 22 år og en af de sidste indbyggere i England. Det er det med sædkvaliteten. Men nu går et spil i gang, der har ligget i dvale, siden Den Store Klaverstemmer kom til Jorden, før den blev til Jord. Han sidder i en hule i Himalaya og venter på, at hønen skal flyve Jay ind i sin bil for at genfinde Tabernaklet og samle to elskende, der har været adskilt i årtusinder. Sikke det går! Og undervejs veksler storslåede tableauer og prekære situationer med kvikke ordvekslinger og en hel del visdom. Det er en perlerække af actionmænd og -kvinder fra historiens store overskudslager af arketyper, der i løbet af bogen tumler forbi i diverse forfatninger. Kong Arthur er blevet gammel. Det er æoner siden, han kom hertil ude fra rummet og byggede sit Camelot oven på rumraketten. Nu arbejder han mest på Den Perfekte Stuvning, der netop lykkedes i den tidslomme 18. oktober år 2042, som er et af færdens mål for høns og mænd. I en hel time - i Den Perfekte Time - var der ingen i hele verden, der havde det skidt. Colin Thompson er oppe mod folk som Philip Pullman og Harry Potter, når han bliver lidt ældre. Med 'Fremtidsparadiset' har forfatteren fundet en niche i den fantastiske genre, hvor W.C. Fields tager Platon i hånden og elastik-springer gennem århundrederne. Det er nærmest lykkedes. Oraklet i Delfi er nu en guldfisk.