Enhver forlagsredaktør (og kritiker for den sags skyld) frygter vel frem for noget at overse det mesterlige, at refusere det geniale - at sende Villy Sørensens 'Sære historier' i hovedet på ham igen med en bemærkning om, at de bare bringer tankerne hen på en tålmodig onanist, sådan som Ole Wivel engang så smagfuldt gjorde; eller at sige nej til første bind af 'På sporet efter den tabte tid' uden rigtig at have læst i det, sådan som selveste André Gide klarede i 1912. »En af de mest smertefulde fortrydelser og selvbebrejdelser i mit liv«, skrev Gide senere i et skamfuldt brev til Proust. Men hvorfor var han oprindelig så negativ, André Gide? Det kan den danske læser nu få mere at vide om ved at gå til oversættelsen, som her foreligger for første gang, af den 25-årige Marcel Prousts første bog: 'Les Plaisirs et les Jours'. Henning Goldbæk oversætter titlen til 'Glæder og dage' og gør behørigt opmærksom på, at det er en hilsen og en provokation til grækeren Hesiods moralistiske hovedværk fra det 7. århundrede f.Kr, 'Værker og dage'. Fra værker til glæder.
Sære historier, ikke for alle
Lyt til artiklen
