En voldtægtsmand er på fri fod i Helsingør. Vi er i de tidlige 1960'ere. Danmark er stadigvæk stedt i sin egen tornerosesøvn, hvor tornene hedder bornerthed, snæversyn, fordomme og grænseløs snobberi. Det får politilægen Rash og kriminalinspektør Thorsen at føle, da de river sig ved at spørge de forkerte og mistænke de mulige i den smukke by i Nordsjælland, hvor Øresund mere er en flod end et stræde mellem Danmark og Sverige. Præst, dommer og storborgerskab er endnu byens kerne, dens rollemodeller for god moral og opførsel. Men titlen, 'De knuste spejle', er de bristede illusioner, man får, når man opdager, at byens overklasse slet ikke lever op til sine egne dyder. Dette er det fjerde bind i forfatteren Grethe Langes serie om Poul Rash som sammen med sin diametrale modsætning, den mutte Thorsen, er på opklaring i landet nord for København. Dengang Tommy Steele var hot, og der endnu var gårde og landbrug af betydning i de grønne områder. Før alt blev til sommerland, lystgårde og stutterier for rige københavneres gallopheste. I stedet for parcelhuse og boligblokke var der udsteder for husmænd og småværksteder for håndværkere langs landeveje, endnu ikke udvidet til autobaner. Man tog damptoget til Hillerød, ikke S-toget, og det var utænkeligt, at en politimand i tjenesten gik i jeans, eller rettere cowboybukser som det hed i samtidens jargon. Og det er det charmerende ved serien. Den giver et både kærligt og kritisk tidsbillede af noget, som ikke kun er til nostalgi, men også bærer præg af en fæl provinsiel puritanisme. Til serien er ankommet en yngre politimand, Holmstrup, som sammen med sin smækre hustru er symptom på, at noget andet og nok bedre er på vej. En ny tids mennesker uden respekt for forstenede traditioner og forældede metoder. Og så er der altså Rash, den gode og milde læge, som med sin stille humanisme registrerer det hele med en åben og optimistisk forventning om en bedre fremtid. Om det så er tilfældet, er en anden sag, der overlades til læserens bagsyn og bedreviden. Selve den kriminalistiske intrige er hurtigt overstået. Men Grethe Langes små glimrende romaner fascinerer med et realistisk tidsbillede, som fortæller, at vejret ikke altid var bedre i gamle dage. Tværtimod.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























