Man kan mene en del negative ting om den erfarne norske forfatter Unni Lindells krimi 'Drømmefangeren'. Sproget er flydende og hæderligt, men ikke mere. Løsningen på mordgåden bliver forudsigelig for den trænede læser før sidste side. Og nogle af de menneskelige konflikter er næsten trivielt typiske - her er både teenagepiger med spiseforstyrrelser, teenagedrenge i hashtåger, midaldrende mænd med lyst til ungt kvindekød og infernalsk styrende midaldrende mødre. Men når alt det er sagt, er Unni Lindells nutidige psykokrimi med konkrete iagttagelser fra både det pæne og det blakkede Oslo faktisk mere underholdende end de fleste af de krimier, man kan vælte sig i foran fjernsynsskærmen. Forfatteren er en dreven beskriver, som med få ord skaber billeder af sine hovedpersoner. Det vil for det første sige kriminalmanden Cato Isaksen, der ikke er nogen entydigt sympatisk problemknuser. Han har været og er stadig konen utro, og han tager sig ikke ordentligt af sine børn. Det sidste skyldes nu også, at han har en chef, der ikke går ind for yngelpleje, hvis det går ud over overarbejdet. Omkring Isaksen tænker og handler en lang række af bipersoner, som Unni Lindell får gjort tilstrækkeligt levende, mens hun spinder sin historie om en psykopats tankegang og grusomme handlinger. 'Drømmefangeren' er behændig, uforpligtende uhygge.
Uforpligtende uhygge
Lyt til artiklen
