0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Parfumeret pastiche

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skæbnefortællingen har en særlig tiltrækning over sig, med sin dybde, sin dobbelttydighed og sine udsagn om de store eksistentielle spørgsmål.

Der er sådan set ikke noget at sige til, at unge forfattere prøver kræfter med genren, men det er mere end svært at lave fortællinger af denne type i dag. Enten bliver det til kitsch, pastiche eller, i heldigste fald, en veludført leg med fiktionen. Det sidste er desværre langtfra tilfældet her.

Den norske, 21-årige debutant Kristin Valla lader sin roman 'Muskat' udspille sig hovedsagelig i Venezuela, hvor den unge Klara Jørgensen befinder sig. Først lever hun sammen med en lidt ældre sømand, der fragter turister rundt i sin båd, dernæst er hun i en periode litteraturstuderende ved et afsides universitet i bjergene.

Her møder hun en professor, der i romanens åbningssætning præsenteres således: »Han hed Gabriel Angelico og han var født med hjertet i højre side«. Et øjeblik efter hedder det: »Som voksen var han blevet både høj, rank og sympatisk, en mand som selv paven ville have følt sig fristet til at lyse sin velsignelse over«.


Der er således fra første færd både pastiche og parfume over romanen om den skønne, uberoende Klara Jørgensen og den indadvendte professor, der aldrig har været uden for sin hjemegn, og som mener at have mødt sin skæbne i den unge pige. »Jeg har ventet på dig hele mit liv«, som han siger.

Ellers sidder de nu mest på bænke eller i et par stole uden for hans mors hus, kun afbrudt af limonadeserveringen, regnen eller de dybsindige bemærkninger, især Klara er i stand til at levere. Den vidtberejste pige med den omflakkende barndom kan f.eks. fortælle den erfaringsløse professor, at »oplevelser bliver man bare rastløs af. Man kan aldrig få nok«.

Ældre kvinder belærer Klara om, at »man skal ikke vente sig for meget af livet. Det er så tilfældigt«. Og at det er farligt at have for store forventninger til kærligheden. »Det er sådan man bliver alene«.


Sådan går det i hvert fald professoren, der er så lammet i sin betagelse af Klara, at han aldrig klarer at få lettet sig af plastikstolen på verandaen. Han underlægger sig sin lynende skæbne, mens Klara, hvis liv er rejsens og opbruddets, tager tilbage til kysten og sin sømand. Med tiden finder hun ud af, hvad det vil sige at have hjemme et sted.

Det ret spinkle tankestof omkring skæbne, tilfældighed og kærlighed kan ikke bære den majestætiske stemmeføring og de bombastiske, livsfilosofiske statements. Og vi befinder os i et underlig tidløst, sted-ubestemmeligt, folkloristisk og gammeldags univers. Miljøet er ren ornamentik.

Mest af alt er romanen et lille, fikst arrangement i handy format, helt ned til bogens konkrete størrelse, der er lille, lækker og håndvenlig. Romanen er underholdningslitteratur af den ulidelige type, netop fordi den samtidig er så prætentiøs.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu