Når Bodil Bredsdorff smider alvoren og opvaskehandskerne, så sker der noget. Historien om 'Det brasilianske dovendyr og min fars epifytter' fortjener fuldtud den klassiske dom over en børnebog: sød og sjov. Det er den virkelig! Amanda har en far, der rejser verden rundt for at snakke om sine elskede snyltende vækster - epifytterne. Han elsker også Amanda. Bare ikke så tit. Nu har han f.eks. taget et dovendyr med hjem til hende fra Brasilien. Det må man ikke, men til hans undskyldning tjener, at han troede det var en bamse. Dovendyret kommer til at hedde Olfert. Han er den ukendte stjerne ved forårskoncerten på Amandas skole. Dovendyr har gode stemmer. Og mon ikke Amandas far himself sidder nede i salen, skønt han skulle have været til epifyt-møde i Langtbortistan! Langt senere dukker faderens pas frem ude i havestuen, hvor Olfert sover igennem Plottet er hverken nyt eller overraskende. Men det er en bog, der bobler af lyst til at blive skrevet - og læst op af - og den dufter af fnis og søde hemmeligheder. Det er til overmål smittet af på Nils Bo Bojesens ledsagende tegninger. Han har fået den grønne farve at gøre godt med. Billederne er holdt i forskellige stemninger, og det af 'spisende dovendyr' er bare raf! - lidt i slægt med aben Osvald. Det er en fornøjelse at gentage: sød og sjov. Ja, nærmest løssluppen.
Lattermild
Lyt til artiklen
