Eugène Ionesco (1912-94) er mest af alt kendt som manden, der i 1960'erne søsatte absurde dramaer som f.eks. 'Næsehornet', 'Enetime' og 'Stolene'. Teknikken lånte af Commedie dell'arte-traditionens greb, og temaerne rungede af ekkoer fra fransk eksistentialisme: meningsløshed, tomhed, intethed. I 1973 skrev han sin eneste roman, 'Enegængeren' (Le solitaire), der nu foreligger i en god dansk oversættelse. Romanen handler kort fortalt om en anæmisk og ubetydelig lavere funktionær, der i en alder af 35 år helt uventet arver en stor sum penge, trækker sig tilbage, og langsomt isolerer sig mere og mere fra omverdenen. Han vier sin tid til ørkesløse og kraftesløse spekulationer over universets uendelighed og menneskets endelighed, men er gennemsyret af en følelse af afmægtighed og lammelse. Han magter ikke at elske de kvinder, der kommer forbi hans vej, han evner ikke at danne venskaber med andre, han synes, menneskene er ligegyldige eller groteske, ham selv inklusive. Dette trøstesløse og misantropiske livsforløb spædes op af store mængder cognac og Beaujolais.
Sen og sær Ionesco
Lyt til artiklen
