Dæmoni og romantik, mystik og forbyttede identiteter, drøm, natur, reinkarnation og symbolik af alle slags samt det evigt kvindelige, det evigt mandlige, det evigt erotiske m.m.m. Der mangler ikke noget i denne roman med en kvindelig jeg-fortæller, som er ved at skrive biografi om Goethes veninde Rahel Varnhagen von Ense, »denne højt begavede og selvlærte kvinde som i begyndelsen af 1800-tallet var en kendt personlighed i de jødiske saloner i Berlin«. En del af Rahels dagbogsnotater og korrespondance befinder sig på det tyske herresæde Ensenburg, som er et gotisk sted med hundeglam og efterårsstorme, knirkende gulve, støvede biblioteker og et persongalleri med excentrisk godsejer, ung kone, stum søn, mystisk gartner, sensuel husholderske, samt endnu en stribe sortladne figurer med sære tilbøjeligheder og gedulgt seksualitet. En art gotisk roman, altså, eller rettere Goethisk, for Nina Bolt vil ikke kun folde den ene figur ind i den anden, så det er svært at se, hvor Rahel ender og fortælleren begynder, hun vil også folde Goethe, Weimar, ja hele det tidlige 1800-tals Europa samt nutiden og dens kønsliv ud i denne ret så ambitiøse rebus af et stykke fiktion. Man er i godt og intellektuelt selskab hos Nina Bolt, som kombinerer en betydelig idé- og kulturhistorisk indsigt med et godt gehør for kønnets foruroligende, familiære nærkampe. Det skematiske og akademiske undgås ikke altid, og fortællingen havde nok vundet ved, at en del symbolik og pointer, navnlig om de dobbelte og flydende identiteter, blev vist frem for at blive udsagt. Det ændrer ikke ved, at 'Stenskoven' er stimulerende læsning.