I en tid, som skriger på fis, fart og fragmenter, kræver det mod at udsende en digtsamling, der er alvorlig, rolig og gennemkomponeret. Det mod har Pia Tafdrup; hendes nye bog, 'Hvalerne i Paris', er et modent og ambitiøst livtag med de store temaer - livet, døden og kærligheden. Ser man bort fra den seneste digtsamling 'Tusindfødt' (1999), som dyrkede den firlinjede rubai-form, er Tafdrups digte gradvist blevet mere omfangsrige. I den nye bog fortsætter denne tendens, og samtidig fremtræder det enkelte digt mere selvstændigt end før og i højere grad som én bevægelse uden inddeling i strofer eller afsnit. I 'Hvalerne i Paris' fyldes de store ark således ud med lange, brede, arabeskagtige kompositioner. Syntaksen er slynget, kompakt og kompleks med indskud og foranstillinger; rytmen er langstrakt og skridende med brud og pauser, grafisk markeret af indrykninger og tankestreger; og klangfigurerne er rigelige og klassisk skønne.
Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris
Lyt til artiklen
