Når litterater skal forklare skønlitteraturens væsen, siger de, at den første halve side rummer hele romanen. Et synspunkt på grænsen mellem sandhed og pral på bogens vegne. Se, hvor dygtig den er, se, hvad den kan, når den får lov. Men også en indsigt i den særlige magi, som nogle fortællinger benytter sig af, hvor de vitterligt har en åbning, et særligt billede, der foregriber resten af værket. Den 31-årige englænder Justin Hill har været ulandsfrivillig i Kina og Eritrea i syv år, da han skrev sin meget roste roman 'Tehuset Drik og Drøm'. Bogen starter med en lygtefest. Håbefulde elskende bærer »deres hjerter i lanterner beklædt med tyndslidt skind, dinglende som fisk (...)«. I Kina er hjertet en dinglende fisk. Det er jo en omvending af kærlighedstilnærmelsen, for ellers ville man først sætte madding på og så ville der være bid, hvis man var heldig. Ritualet foregriber i et snuptag fangsten. Og samtidig er hele sceneriet typisk kinesisk, på en gang usædvanligt smukt (når hjertet lyser bag det tynde skind), og samtidig mimer ritualet den vanvittige risikovilje blandt elskende.
Den dinglende fisk
Lyt til artiklen
