0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den dinglende fisk

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når litterater skal forklare skønlitteraturens væsen, siger de, at den første halve side rummer hele romanen. Et synspunkt på grænsen mellem sandhed og pral på bogens vegne.

Se, hvor dygtig den er, se, hvad den kan, når den får lov. Men også en indsigt i den særlige magi, som nogle fortællinger benytter sig af, hvor de vitterligt har en åbning, et særligt billede, der foregriber resten af værket.

Den 31-årige englænder Justin Hill har været ulandsfrivillig i Kina og Eritrea i syv år, da han skrev sin meget roste roman 'Tehuset Drik og Drøm'. Bogen starter med en lygtefest. Håbefulde elskende bærer »deres hjerter i lanterner beklædt med tyndslidt skind, dinglende som fisk (...)«.

I Kina er hjertet en dinglende fisk. Det er jo en omvending af kærlighedstilnærmelsen, for ellers ville man først sætte madding på og så ville der være bid, hvis man var heldig. Ritualet foregriber i et snuptag fangsten.

Og samtidig er hele sceneriet typisk kinesisk, på en gang usædvanligt smukt (når hjertet lyser bag det tynde skind), og samtidig mimer ritualet den vanvittige risikovilje blandt elskende.


Justin Hill kan destillere stærke længsler i enkle, lysende billeder, som samtidig går på plads i en større fortælling, hvor replikkerne smælder, personskildringen får føjet stadig nye til lag til, mens det dybe plot sætter sig igennem.

Romanen starter i det almenmenneskelige hjørne med at fortælle om forholdet mellem generationer og ægtefæller, men derfra forbinder Justin Hill sig stadig mere med en skurrende, konkret, kinesisk historie. Det er bogens styrke, at den har en bred episk stil.

Men lige underneden skinner den konkrete og specifikke kinesiske smerte igennem, så man ikke kan undgå at se den.

Romanen går læseren direkte i blodet med sin ligefremme charme og krystalklare fortælling. Den starter med partisekretær Li's selvmord og begravelse. Inden dagen er omme skal han hænge sig, men det ved han ikke om morgenen, da spiser han bare sin morgenmad sammen med ægtemagen Efterårssky.

De har en meget hyggelig vane med suppen: »Hun slubrede uhæmmet, og han slubrede som svar. Slurp, slurp lød deres morgensamtale«. Imens er deres nabo inde ved siden af gået ud på betonaltanen for at synge opera.

Romanen er fra start lige tæt på sødmen og den særlige kinesiske sanselighed, hvor man ikke bare vågner af en drøm, men af »en kold grøn drøm«. Men samtidig er de store armbevægelser hele tiden lige i nærheden, det melodramatiske følelsesleje, der ikke lægger fingrene imellem.

Det går ikke stille af, da Li forbereder sit selvmord i protest mod lukningen af rumraketfabrikken. Han bruger store ord, hænger bannere op med rapkæftet slagfærdighed.


I denne roman brænder sorgen rent igennem, uden fryns af melankoli eller træg depression. Og problemerne stopper ikke der, for bagefter hænger vennen Zhu på Li's kremerede knogler.

Zhus kone vil ikke have Li ind over dørtærsklen, selv om han er i en pap-æske: »De skændtes og råbte, bare for at fylde lejligheden med støj. Æsken blev løftet op og sat ned igen, der blev råbt ad den og om den. Den blev smidt ud på altanen og hentet ind igen«.

Læseren kommer til at høre meget om Zhu og hans kone, og især deres hjemvendte søn, Da Shan, og hans ungdomskæreste Liu Bei. Hun arbejder i dag som luder på bordellet: Drik og Drøm.

Langsomt træder et særligt kinesisk mønster af undertrykkelse frem. Enlige mødre nyder næsten ingen social beskyttelse i et moderne Kina. Hos Justin Hill er Kina både et voldsomt, kærligt og farceagtigt land.

Selv den helt almindelige sønneløsrivelse kan få noget fatalt over sig med landets kolossale afstande. Da Da Shan flytter hjemmefra, vokser adskillelsen til syv år, ligesom det tager ham treogfyrre timers rejse at blive genforenet med forældrene.

'Tehuset Drik og Drøm'' er en kærlighedsroman, med en stor bog om generationerne indeni.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu