Bruden pisser på gulvet, og gommen foræder sig i konditorkager af bare spænding. Det er fem minutter i kirketid, men der er langt til det glamourøse setup med Lily-model, byger af lykkebringende risengryn og vals efter kaffen. Christoffer er født med Downs Syndrom, hans tilkomne er en midaldrende matrone med det, man kalder alternativ begavelse. Disse ydre omstændigheder burde jo ikke forhindre et både smukt og rørende bryllup - nærmest tværtimod - men i Anne Strandvads ny roman, 'En stor dag', stikker grimheden og den falske lykke sit onde fjæs frem midt i bryllupsforberedelserne og den efterfølgende middag, hvor en besynderlig lille skare af intrigante familiemedlemmer insisterer på at gennemføre ritualet. Med den bitre og maliciøse kunstnermor i spidsen. Dødfødt projekt! I 'En stor dag' er det ikke til at finde den omhu og forsigtighed, som kendetegnede Strandvads beskrivelse af et lige så specielt kærlighedsforhold mellem en landsbytosse og en teenagepige i den sidste roman, 'Hvor er svalerne om vinteren?'. Her mødte læseren immervæk en sympati med nogen og noget midt i trøstesløshed og menneskelig afstumpethed. I Christoffers familie er relationerne så skrøbelige og omgangstonen så ondskabsfuld, at det er umuligt at tro på en fremtid for såvel brudeparret som for deres nære. Selv om det vist nok er det, forfatteren antyder til sidst. Hvad det egentlig er, Strandvad vil med denne absurde familiesammenføring til kirkeklokkernes bimlen, står for mig uklart. Tonen lægger sig mellem realisme og karikatur med en (ubevidst?) vægt på det sidste. Navnlig den jeg-syge mor og værtinde Petra Rubens tegnes umanerligt groft og hadefuldt. Skal vi tro på hendes bløde kerne 'inderst inde' eller afvise hende som en weldonsk hundjævel? Den satiriske humor er ikke fremtrædende nok til det sidste, kvindeportrættet ikke nuanceret nok til det første. Én 'stor' dag i familien Rubens skød er ganske enkelt for lidt til at lære dem og deres unoder ordentligt at kende.