0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det evige Persien

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En blanding af pligtfølelse, hensynet til ens almene dannelse og en interesse for oldtiden er formentlig det, der får de fleste ikkefagfolk til at give sig i kast med en sag som Xenophons 'Det persiske felttog', der netop er blevet udgivet i en ny og moderne oversættelse.

Men et er at begynde, et andet at afslutte, og for at komme igennem hele værket kræves ud over interesse også en ikke ubetydelig viljestyrke. For lad det være sagt med det samme: For alle andre end fagfolk rummer det klassiske, snart 2.500 år gamle værk, mange gabende kedsommelige afsnit.

Et af dem er desværre det allerførste, hvor Xenophon beskriver sin og de øvrige 10.000 græske lejesoldaters march med Kyros mod hans bror, kongen af det persiske rige. Her gælder det virkelig om at være optimist og tænke fremad, ellers kører man hurtigt sur i de evindelige opremsninger af dagsrejser og tilbagelagte afstande.


Først da hæren efter 40-50 lange sider endelig møder perserkongen, begynder der at ske noget. Handlingen tager fart, og man opdager, hvorfor bogen i det hele taget er blevet kendt. Beskrivelserne af slagene - godt hjulpet på vej af bogens glimrende oversigtskort - virker stadig levende og dramatiske, og grækernes erkendelse af deres situation efter Kyros' død virker stadig grum.

For der står de. Midt i et af verdens mægtigste riger, hvor de lige uden held har støttet et forsøg på at afsætte herskeren. Ikke optimalt, og resten af bogen går da også med at beskrive de arme grækeres kamp for at komme tilbage til de hjemlige kyster.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Inden længe er alle de græske ledere omkommet, og gode råd er blevet dyre. Men i den mørke nat - mens de modløse grækere venter det værste - er det, at selveste forfatteren for alvor kommer på banen.

Med en klassisk peptalk, hvor Xenophon forklarer, at perserne faktisk er lettere at slå ihjel og såre end grækere, og at der derfor er al mulig grund til optimisme, får han pustet nyt mod i grækerne, udnævnt nye ledere og i det hele taget ordnet sagerne.


Derfra går det igen slag i slag. Under tilbagetoget gennem det nuværende Tyrkiet kommer grækerne forbi talrige glemte folkeslag - karducherne, mossynoikerne, chalyberne, taocherne for slet ikke at tale om makronerne. Nogle er venligsindede, andre fjendtlige og hele tiden lurer faren fra storkongens store grumme hær som et damoklessværd over grækerne.

Slag og problemer er der derfor rigeligt af, og her er læseren godt hjulpet på vej af bogens gode oversigtskort. Og hele tiden optræder Xenophon som den perfekte leder. Man kan altid komme til ham, han er altid optimistisk og ikke bange for selv at tage fat. Er det koldt, er det Xenophon, der løfter øksen og tager fat på at hugge brænde. Spreder den dårlige stemning sig, er det ham, der taler modet tilbage i tropperne.

En oldtidens supermand og dermed ikke helt troværdig. For en lægmand virker forklaringen i indledningen om, at bogen i vidt omfang er skrevet som forsvar for Xenophons deltagelse i felttoget, derfor meget sandsynlig.


Og indledningen rummer i det hele taget mange oplysninger og forklaringer, der gør bogen mere interessant for ikkefagfolk. Ikke mindst en beskrivelse af Xenophons vanskelige stilling i forhold til sin hjemby Athen og en kort forklaring på den græske militærstruktur.

Det er spændende, ligesom de saftige slag og bloddryppende ofringer, der løbende foretages for at høre guderne om dette eller hint. Men det, der for alvor gør bogen værd at læse, er Xeno-phons små sidebemærkninger, der får tiden til at virke levende og virkelig.

Som da han, efter at tropperne er blevet beordret at efterlade alt krigsbytte, kort tilføjer, at det trods ordren »lykkedes nogle få at smugle noget krigsbytte forbi, for eksempel en lækker dreng«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce