Hvis man skal kritisere Thomas Windings nye små-børnebog for noget, så er det, at der er for meget af det gode. Den korte tekst er god, og det er tegningerne også - lige dele naturlyrik og den klare, rene streg fra de tidligere bøger af slagsen, hvor især farvevalget har været budskabet. Det er næsten for godt. 'Den usynlige nisse' er en rejse i det små mellem træer og høns i hælene på en rødtoppet nisse-fyr, der bliver ved med at blive væk. Katten er også med. Det er en bog, der stiller krav til sin kigge-lytter, fordi der gemmer sig et nisse-spor på hver enkelt side. Ude i naturen afprøver kunstmaleren Thomas Winding sit tag på en gammel, kroget ahorn eller gråmelerede strandsten. En opstilling med røde æbler på grøn baggrund virker lidt kedelig. Men skønt naturbillederne har både form- og farvesans, så blegner de i mødet med den sande, børnebilledmager Thomas Winding, når han anbringer en lyserød kasse af et hus på sort sokkel på grønt græs. Sådan! Enkelhed og forbundne farver er der over bogens bedste billeder. Den van Gogh, der spøger bagved ahornens svungne grene, han bliver her til den simple opstilling med et bord, et vindue og en seng. Thomas Winding er god til at tegne senge. Fred hviler over mand og by. Under en gul og en orange dyne sover til sidst både nisse og kat. Godnat!
Lidt for god
Lyt til artiklen
