Birgit Munch, der debuterede i 2000 med en række korte prosastykker, 'Prikken under i'et', viderefører sin sprogavlende fantasi i 'Rend mig i generne'. Man skal nu ikke tænke for meget på Panduros klassiker, bortset fra at Birgit Munch også har humor, men af en anden vild og fantastisk type. Hør f.eks. 'Muldyret', der i sin helhed lyder: »Muldyret slugte et klaver og blev til en zebra der farveblind af kærlighed slugte regnbuen, så det hele endte med en hest af skoldkopper i vilden sky og afsky«. Bogen består af korte prosastykker, båret af en vild billedbrug. Ordlegen trækker både på surrealistisk digtning og nonsens-litteratur, som f.eks. i 'Bollen hinsides å'et': »De kaprede et svæveflygel og blev skudt ned i 3. Verdenskrig, de fløj af sted i fem vildreder for at skjule deres hemmelige barn i bollen hinsides å'et, men barnet gnavede af bollen indefra, altmuligmanden lukkede hullerne og spartlede med gær og vingetvang « osv. osv. Hvis der er et fælles omdrejningspunkt i disse tekster, kunne det være skabelsen som overordnet størrelse, i skikkelse af Gud, generne og sproget, der sættes i svingning, gør grin med eller styrter sammen i undergangsfantasier. Længere tekster, der overskrider en firkant på siden, har den absurde novelles karakter, herunder som den bedste slutnovellen 'Det syttende barn', der i et roligt sprog udnytter alle mareridtets træk. Inden jeg nåede så langt, var jeg blevet træt af teksternes oprømte, selvavlende billedsprog. At læse dem er som at overvære en række opvisningsnumre. Birgit Munch kan meget med sproget, men hun er lige lovlig optaget af at demonstrere det.