En 21-årig iransk pige udpeger selv de steder, hvor piskeslagene vil gøre mest ondt. Hun kommer med forslag til særligt smertelige torturmetoder, som hendes bødler lader sig inspirere af, og aftaler i hemmelighed med dem, hvor de kan mødes næste gang, så hun kan få sig en proper massevoldtægt med i købet. Novellen hedder 'Paradislegen', og den er - ligesom størstedelen af de øvrige 77 tekster i Preben Major Sørensens seneste tekstsamling 'Øksens tid' - ualmindeligt modbydelig. Det mest pikerende er dog, at bogen også fascinerer. Preben Major Sørensen er sprænglærd og har en suveræn sprogbeherskelse, som får fascistoide, voldspornografiske fantasier til at glide ned. Uden sproget ville han bare være syg i hovedet. Med sproget er hans tekster prima modernistisk litteratur, som oven i købet reflekterer over sin oprindelse i en blanding af patologi og skrift. Der er kun få bogstavers forskel på gal og genial.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























