Edderkoppen, Jærven og Dæmonen. Sådan og i den rækkefølge har undertegnedes hitliste over Marvel-universets superhelte set ud siden hin eftermiddag i midten af 1980'erne, hvor jeg faldt ned i Fantasks kælder, som jeg aldrig rigtig er kommet op af igen. Og at Edderkoppen altid var nummer et, var der lige fra starten ikke nogen tvivl om. Ikke fordi han var sejest. Den pris gik til Jærven. Og slet ikke fordi han var stærkest, her var det vel Galactus eller en anden interstellar fætter, der vandt. Men ganske enkelt fordi han var troværdig og let at identificere sig med. For godt nok havde Peter Parker superkræfter, men bortset fra det var han fuld af fejl. Det meste af tiden havde han ikke held i kærlighed, manglede både penge og selvtillid og var plaget af en ondsindet hidsigprop af en chef. Med andre ord, en fyr der ikke var så langt fra ens egen teenageverden, at det gjorde noget. Når jeg bruger lidt plads på denne 'sentimental journey', er det selvsagt, fordi Edderkoppe-filmens danske premiere nærmer sig med hastige skridt, og efter dens enorme succes i USA er det vanskeligt ikke at glæde sig en del og huske tilbage på gode oplevelser i Edderkoppens selskab. Det har tegneseriegiganten Egmont også opdaget, og for at lukrere på den ædle utålmodighed har forlaget nu sendt en såkaldt tegneserieudgave af filmen på markedet. Forfatteren er sel-veste Stan 'the Man' Lee, opfinderen af Edderkoppen og Marvels mytiske grundlægger, og tegneren er den normalt ganske talentfulde Alan Davis. Det er derfor ikke evner, det skorter på, og der er derfor heller ikke nogen undskyldning for, hvor rent ud sagt elendigt resultatet er blevet. For mens filmen - håber jeg - vinder på sine special effects, Tobey Maguire og Willem Dafoe, er tegneserieudgaven en dødkedelig affære.