Al snakken om nordisk broderskab er forlængst gået under i en rasende globalisering, og i øvrigt har vi aldrig rigtig hverken kunnet fordrage eller forstå hinanden - det er ulige lettere at snakke engelsk med en svensker, end at lade som om, man forstår hvad han siger. Nu har et heltemodigt tværnationalt tidsskrift, 'Babel international' imidlertid sat sig for at rette op på miseren. Det sidste nummer falbyder i alt ni noveller og digte, på originalsprogene, fra en række henholdsvis danske og svenske debutanter. Bidragene er uegale, men er generelt bundet sammen af en spæd, nordisk(?) neo-realisme. Maja Elverkilde har dog en god, ganske raffineret incestgyser, der har et subtilt spil med fortællerpositionen. Gertrud Hellbrands cool beretning om en ældre kvindes forførelse af en 16-årig dreng rummer ligeledes en gedigen, psykologisk indsigt i det lette spil, og de fornedrelser, den modne kvinde så let, så let kan drive med den uerfarne dreng. Pubertetsdrengens drøm får her et vigtigt korrektiv. Endelig skriver danske Carsten Rietz meget præcist om de sidste faser i et dødsdømt forhold, med en snurrig lille vending som rosin i pølseenden. Alle bidragene er for så vidt gode, men der mangler noget af den sensationelle sprængkraft, man måske ville kunne forvente af broderfolkenes litterære forbrødring, det er, som om de fleste skribenter er ramt af velfærdssygen, og derfor må holde sig til den sarte beskrivelse af nære hverdagsproblemer af forskellig art. Men alt ganska bra, og hip-hip for initiativet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























