Den verdensberømte danske maler Arne Kongerslev kontakter efter mange år sin gamle skolekammerat, lægen John Nielsen i Helsingør. Nielsen er alenefar og enkemand og Kongerslev har et besynderligt problem, noget der ligner lange negle, vokser ud på ryggen af ham. Det skal offentligheden helst ikke vide, derfor skal John i al hemmelighed se på dette fænomen, ordne sagen i al mindelighed, helbrede Arne eller på anden måde være behjælpelig. Undervejs møder John så Arnes halvdumme håndlanger Mini, der vil sælge historien gedulgt til tabloidpressen og kunstnerens halvgamle, men endnu smukke og trofaste ekskæreste og sekretær Lone. Lars Kjædegaards nye roman, 'Det stor sus', er nok tempereret underholdende hele vejen, men også noget mærkeligt miskmask af en mellembog, som vifter ud i forskellige episke vinger, som aldrig tager luft eller letter med en helstøbt intrige. Den er dels en mild satire over den sensationelle sladder- og bladverden, som sælger hvad som helst til sin læser, bare det rykker med rygter og røverhistorier. Dels er det også lidt af en vemodig kærlighedsroman om modne mennesker, som langsomt træder i karakter som kærester, mens der ryges en fed, og snakken går om dengang, musikken lød bedre. Og endelig mener forlaget også, at der er tale om en thriller. Det svarer nu lidt til at sige, at et frimærke også er et fyrretræ. Langt ude noget om snakken, det kan ikke nægtes, at papir langt ude kommer fra store skove. Men thrilleragtigt spændende bliver 'Det store sus' nu aldrig, selvom der skydes med skarpt til slut. Kjædegaards force som forfatter er hans ferme stil, som både realistisk og poetisk indfanger vemodige stemninger, gerne krydret med gode dialoger og et fint anlæg for suspense. Hans talent for at servere en spændende historie skimtes nu og da, men som sagt uden fast vilje til at samle stoffet til noget, som hænger sammen på langt sigt. Så for at slutte med en rigtig dårlig anmeldervits, det store sus bliver romanen nu aldrig.