Der er mange desillusionerede kvinder i Jutta Guldagers tredje novellesamling. Midaldrende kvinder med knas i ægteskabet. Mænd og kvinder, der ikke taler sammen eller taler forbi hinanden. Unge piger, der går i seng med dem, de ikke må. Og der er børn og forældre uden egentlig kontakt. Alle er de ensomme eksistenser. I novellen 'Fjernsynet' går den kvindelige hovedperson amok på fjernsynet, hendes mands stolthed, mens han er ude med elskerinden. Da hun går amok med øksen, skildres det sådledes: »Allerede ved økseæggens første mikroskopiske gennembrud gav skærmen efter for atmosfæretrykket og krakelerede totalt. Til millioner af bittesmå skår der i en cyklonisk hvirvelstrøm blev suget mod centrum af billedrørets vakuum, som mod et af universets sorte huller. Implosionen, som hun hørte braget af, før det øjeblikkelige tilbageslag da glassplinterne med enorm fart rekylerede, og i en fosforlysende sværm af kaotisk krydsende projektiler fløj i alle retninger«. Det fortsætter med »saluterende festfyrværkeri« og »isregn af stjerneskud«. Dette sprog er simpelt hen overbroderet, demonstrativt beskrivende og særdeles tungt og trættende at læse.
Overlæsset
Lyt til artiklen
