Den mest gammelkendte og den mest bittersøde viden i verden er den om kærlighedens smerte. Jo stærkere og mere intenst, vi har elsket, jo mere grusomt ondt gør det, når kærligheden ubarmhjertigt brister. »Den største Sorg i Verden her er dog at miste den, Man har kjer«, som pigen med sødt vanvid synger hos Blicher. Kærlighedens sammenbrud gør os halvt vanvittige, vi bliver til dæmoniske desperadoer og ravende galninge. Den, der sidst sagde det stærkest i Skandinavien, var Sandemose, men nu melder Morten Sabroe sig med klar, rå og macho-hørmende røst i koret. Det gør han med en roman, der trækker på et kraftfuldt billede fra gamle Dante: De ni kredse i Inferno, der langsomt strækker sig helt ned mod bunden, dér hvor Lucifer ligger fastfrosset i issøen. Der er dog ingen kulturel pomp på banen, hovedpersonens kommentar til Dante lyder: »Fuck Dante! Det er ikke andet end syvhovedede drager og religiøs hokuspokus. Jeg skal bare ud på en lille tur«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























