I et prosastykke, som står at læse i Morten Bloks nye digtsamling, 'Kabinet 1999-2002', ligger jeget på ryggen i et standset tog og læser Jørgens Leths digte: »Udenfor kommer træerne langsomt til syne, og det er som om de bliver bragt til at lyse af det, jeg læser, mens bogen i høj grad får realitet som papir, en fold mellem loftet og mine negle i lysstofrørets skær«. Man kan læse en lille poetik i dette citat: For Blok står verden og sproget ikke i et tragisk modernistisk modsætningsforhold til hinanden. Tværtimod. De beriger hinanden, gør hinanden større: Poesien (Leths digte) får verden til at lyse; og lyset fra verden gør bogen til en fuldgyldig del af den sanselige realitet. Hilsnen til Jørgen Leth er i øvrigt ikke tilfældig; Leth og Blok er begge intenst optaget af synligheden og den præcise registrering. Men hvor Leth gør en minimalistisk dyd ud af at holde sig til de rene, ufortolkede sansninger og undgå sammenligninger og metaforer, har Blok den modsatte strategi: Sansningerne er i konstant dialog med følelserne, og et overdådigt billedsprog forsøger intenst at præcisere, hvad det er, der går for sig i denne komplekse grænsezone mellem sansning, erindring, følelse og tanke.
Digteren som seismograf
Lyt til artiklen
