En kold januarnat i Paris i 1855 hængte den 47-årige Gérard de Nerval sig i en lille dyster gade, som ildevarslende havde navn efter en gammel lanterne. Dermed endte en af fransk litteraturs geniale originaler sit liv som digter, boheme, kritiker og forfatter sit rodløse og mistrøstige liv. Det var ellers begyndt så godt, da lægesønnen Gérald som 20-årig fik ros af selveste Goethe for sin oversættelse af dennes 'Faust' til fransk Og sådan set fortsatte karrieren ganske godt, da Nerval slog sig ned i det romantiske bohemekvarter i Paris og begyndte at skrive. Slog sig ned er så meget sagt. Han boede ingen steder fast, var altid på farten enten som flanør i hovedstaden eller som vagabond i Orienten og allerhelst på fods ind i det Tyskland, hvis spekulative litteratur han havde et mentalt valgslægtskab med. Men Nerval blev sindssyg, var inde og ude af hospitaler og tog altså til sidst sit liv formørket i sjælen og muligvis også af kærestesorg til en skuespillerinde, han aldrig turde kontakte. Eftertiden har anerkendt Nervals geni. Nu da Marcel Prousts navn er på alles læber, skal det strejfes, at her fik Nerval en af sine største beundrere - og efterfølgere. Surrealisterne dyrkede ham og Umberto Eco har skrevet snesevis af artikler om ham, var endog en gang rejsende professor i Nervals underlige og fascinerende forfatterskab. I Ecos og mange andre øjne er Nerval skaberen af den moderne labyrintiske tekst. Historier som forfører ved deres tågede geografi, deres gådefulde ophævelse af tid, hvor erindring, drøm og virkelighed smelter sammen til et mystisk grænseland, til nervøse steder i et følsomt sind mere end i et konkret landskab.