0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det drueblå hav og den rosenfingrede dagning

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Altid mindet i den danske Sommer«, som Kierkegaard sagde om sin lærer Poul Martin Møller. Sådan har Deres ærbødige det med 'Odysseen'. Jeg læste den sidst for 13 år siden midt i en kornmark ved Karise, og de langthenrullende heksametre vil altid minde mig om bølgende rug.

Omtumlet af rytmen mente jeg endda, at jeg ovre i skovbrynet kunne se Homer ligge under et egetræ. Han lignede en ilanddrevet flodgud, belejret af børn der krævede godnathistorie.

Indsæt selv Deres associationer. Manges Homer-minder er forbundet med sommer og sol, og for fremtiden vil vi associere Otto Steen Dues Odyssé med den utrolige Indian Summer september 2002, hvor man føler sig i Grækenland, mens solbrune nymfer svanser forbi, så man må bindes til masten.

»Græcitetens lykkelige Elsker«, som Kierkegaard sagde, hedder nu Due. Han har gjort det igen, og man er på krogen fra første linje: »Musa, fortæl os om manden, den aldrig forlegne, der flakked / viden omkring, da han først havde styrtet det hellige Troja«.

Ligesom i 'Homers Iliade' påkalder sangeren fortællekunstens muse og slutter: »Syng os, gudinde, derom og begynd hvor du vil på historien!«.


Det gør hun, på to niveauer. Oppe i gudehimlen holder inderkredsen møde for at skaffe Odysseus vind til sidste etape af hjemrejsen fra krigen i Troja; havguden Poseidon har jo sinket ham i ni år, fordi Odysseus blindede gudens søn: kyklopen Polyfem med det ene øje.

Nede på Itacha venter på 20. år hans trofaste Penelopeia og sønnen Telemachos, der ikke kender sin far. Kongsgården er voldgæstet af skamløse bejlere. Penelopeia har holdt dem hen med list, men nu er det sidste udkald.

Så stiger Pallas Athene ned for at få Telemachos til at finde Odysseus. Herfra udgår digtets vidunderlige dobbeltbevægelse: Søn leder efter far, far efter søn. Og herfra udgår energien: fra krydsningen af Penelopeias længsel, bejlernes vrede, Telemachos' list og Odysseus' hævnlyst mod rivalerne.

Hver gang er man målløs over, hvor raffineret digtet er fortalt. Den ydre handling udspilles over cirka 40 dage, med Odysseus' eventyr indlagt som flashbacks. Først i 5. sang møder vi helten himself (meget effektivt, ligesom da Molières Tartuffe først gør sin entré i 3. akt).

Efter syv år som kærlighedsfange hos nymfen Kalypso slippes han løs på Zeus' befaling, og på gæstebud hos faiakerne fortæller han om sine trængsler og bedrifter på hjemrejsen. Som han selv siger: »Mit ry når himmelens højder«.

Hele anden del, 13.-24. sang, følger så, hvordan Odysseus sejler til Itacha, forklædt som tigger genforenes med sin søn, dræber bejlerne og straffer husets troløse piger, genopretter sit rige og genforenes med Penelopeia og sin far Laertes.


Hver gang er det lige morsomt, hvordan den alvidende fortæller skifter mellem guder, helte og hyrder, mellem heroiske tableauer, lyriske genrebilleder og varseldrømme. Han trækker tiden ud og ind som tyggegummi, citerer sig selv, indlægger historier og er på ethvert sted. Og vor Due følger ham på harefod, som var det ingen kunst.

Læseren mærker »en kunstforstandig Plan« af »en kunstforstandig Aand«, som digteren Carsten Hauch kættersk sagde om familieromanen 'Njals Saga', dengang alle kaldte den 'historieskrivning'. Due ser tilsvarende de homeriske digte som »enkeltpersoners værker«, »organiske resultater af en kunstvilje og ikke som vilkårlige sammenflikninger af materiale« fra den mundtlige episke tradition.

Sådan har han nu to gange genoplivet den forbudte 'Homer', men i to skikkelser. I følgebindet til 'Homers Iliade' (1999) vovede han det gæt, at Homer var en rhapsode fra de omvandrende sangerlav, der havde lært at skrive og cirka 700 f.Kr. - finansieret af en fyrste - nedfældede opskrifterne på 'Iliaden' og 'Odysseen', der så siden blev renset for ukrudt af lærde i kong Ptolemaios' akademi i Alexandria cirka 300 f.Kr.

Efter tre års arbejde med 'Odysseen' tror Due nu, at de to digte har hver sin ophavsmand. Det fremgår, siger han, af forskelle i persontegning, i livs-, samfunds- og kunstsyn ('Odysseen's skurke er grådige forhenværende stormænd, heltene er trofast tyende), men han mener alligevel, at den symmetriske komposition, de faste formler, mønstre og parallelvirkninger kan have basis i en 'mundtlig poetik', der er opstået i samspil med et lyttende publikum.


Diskussionen lægger en dimension til oplevelsen. Dues følgebind vrimler i det hele taget med fine detaljer og finurlige jokes, og det analytiske arbejde med tekstens struktur har givetvis styrket oversættelsen som kunstværk.

De faste formler er en vigtig del af kompositionen og af læseglæden. Problemet er, at de sidder os i ørerne fra Christian Wilsters klassiske version af 1837, og nogle af dem er svære at undvære. Due har beholdt de bedste (selv om jeg