0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Polar- prosa

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Anne-Louise Bosmans (f. 1978) debuterer med et stramt komponeret forløb af 48 korte og ultrakorte stykker prosapoesi. Det, der er på spil i 'Punkter, poler og par', er en højst skrøbelig identitet. Bogens jeg forsvinder, bliver til, fordobles og halveres i stadige forskydninger.

Kun sjældent er dette jeg identisk med én hel og stabil krop; oftest fortaber det sig indefter eller flyder ud og glider sammen med andre - en 'søster' og en 'han', begge lige så navnløse og abstrakte figurer som jeget.

Bosmans' tekster er som regel bare to til fem linjer lange og er hver for sig som toppen af et isbjerg: Den uudtalte under-(vands)tekst er langt mere omfattende end det, man umiddelbart kan læse.

Bogens første stykke kan tjene som eksempel (her nævnes i øvrigt isflager, og det er ikke tilfældigt, for bogens univers er køligt, kuldslået):

»De hælder et emne ud i søen, betragter det, mens det synker til bunds, så træder de ud i vandet, lægger sig og flyder vægtløse rundt på overfladen.// Fra bunden ligner de isflager«.

Dette lille stykke fører jeget på banen som centralt tema - og tager i samme bevægelse livet af det: »De hælder et emne ud i søen«, får vi at vide, og i den sidste sætning anlægges der en synsvinkel »fra bunden«: Den, der taler - det implicitte jeg - må altså være det 'emne', der er blevet hældt i søen. Samtidig er jeget netop bogens emne.

Det første afsnit glider - sprogligt såvel som psykologisk - mellem sø, søvn og søster. Jeget er den svage part, søsteren manifesterer sig tydeligere, men det bliver aldrig klart, om søsteren er en selvstændig person eller en udspaltning af jeget.


I det kortere andet afsnit sejler jeg ud på søen, velsagtens for at finde sit udspaltede selv på bunden, men også dette sejlende jeg ryger over bord og ender i vandet. Efter et kort og mere abstrakt tredje afsnit, dukker 'han' endelig op i fjerde afsnit, og flere af bogens tidligere elementer samles.

'Han' er i første omgang en hjælper, der symbolsk stabiliserer det kvindelige jeg og får hende til at erkende sit køn. En lykkelig sammensmeltning finder vistnok sted: »Jeg bliver til to. Mit liv bliver fordoblet«. Sådan lyder en enkelt tekst i sin helhed.

Men senere hedder det: »Vi blev halveret. Vi gik fra hinanden«. Bogens slutning er flertydig: Jeget er stadig fremmed for sig selv, men nu vist snarere mangfoldiggjort end tilintetgjort.

Hvis det lyder abstrakt og køligt (og en lille smule kedeligt), er det ikke tilfældigt. For det er det. Bosmans fremskriver et stærkt stiliseret, næsten steriliseret univers - en gennemført minimalisme.

Som titlen 'Punkter, poler og par' antyder, er bogen beslægtet med 1990'ernes kliniske kortprosa; den er stramt og strengt komponeret, og Bosmans skriver kortfattet, kuldslået og konsekvent.

Hun opfylder denne særlige stilarts krav til punkt(prosa) og prikke og demonstrerer derved, at hun kan mere end de fleste debutanter: Hun besidder både elementær sprogfærdighed, ambition, perfektionisme og ikke mindst talent.

Bosmans er et navn, man får lyst til at holde øje med fremover: Hvis de selvstændige træk, der også anes i dette talent, foldes mere ud, og hvis der kommer lidt flere farver på paletten, kan man kun glæde sig til den næste udgivelse.