Anne-Louise Bosmans (f. 1978) debuterer med et stramt komponeret forløb af 48 korte og ultrakorte stykker prosapoesi. Det, der er på spil i 'Punkter, poler og par', er en højst skrøbelig identitet. Bogens jeg forsvinder, bliver til, fordobles og halveres i stadige forskydninger. Kun sjældent er dette jeg identisk med én hel og stabil krop; oftest fortaber det sig indefter eller flyder ud og glider sammen med andre - en 'søster' og en 'han', begge lige så navnløse og abstrakte figurer som jeget. Bosmans' tekster er som regel bare to til fem linjer lange og er hver for sig som toppen af et isbjerg: Den uudtalte under-(vands)tekst er langt mere omfattende end det, man umiddelbart kan læse. Bogens første stykke kan tjene som eksempel (her nævnes i øvrigt isflager, og det er ikke tilfældigt, for bogens univers er køligt, kuldslået): »De hælder et emne ud i søen, betragter det, mens det synker til bunds, så træder de ud i vandet, lægger sig og flyder vægtløse rundt på overfladen.// Fra bunden ligner de isflager«. Dette lille stykke fører jeget på banen som centralt tema - og tager i samme bevægelse livet af det: »De hælder et emne ud i søen«, får vi at vide, og i den sidste sætning anlægges der en synsvinkel »fra bunden«: Den, der taler - det implicitte jeg - må altså være det 'emne', der er blevet hældt i søen. Samtidig er jeget netop bogens emne. Det første afsnit glider - sprogligt såvel som psykologisk - mellem sø, søvn og søster. Jeget er den svage part, søsteren manifesterer sig tydeligere, men det bliver aldrig klart, om søsteren er en selvstændig person eller en udspaltning af jeget.