Der kan være noget goddag mand øskeskaft over John Ashberys digte: En herligt gakket mangel på sammenhæng og sund fornuft. Som f.eks. følgende sekvens: »Jeg hørte de hylende kraner/ fortælle hvordan tiden var løbet ud. Den var belgisk,/ mente de. Det gider ingen studerende svede tran over«. Digtene i 'Søvnen landsby' stammer fra to Ashbery-bøger der har hhv. bare to og fire år på bagen; det er altså - hvad der er sjældent - helt aktuel oversat poesi der er tale om. John Ashbery (f. 1927) er ikke ukendt for et dansk publikum; i slutningen af firserne stod Poul Borum og Niels Frank for et par oversatte værker. Han tilhørte i 1950erne den såkaldte New York-skole og regnes af mange for at være en af de største nulevende amerikanske digtere. De nye digte minder meget om de ældre: Det er lange, langliniede forløb; de er legende, springende, kaotiske, meditative - som om de uredigeret vil gengive en bevidsthedsstrøm. Inspirationen fra surrealismen er tydelig. En mindre tydelig inspiration gør oversætterne opmærksom på i et efterord: den specielt amerikanske homoseksuelle double talk. Det er ofte denne dobbeltsnaks ordspil og tvetydigheder der er ansvarlige for springene i Ashberys poesi, og de kan - må man formode - kun sjældent gengives i den danske version. Som dansk læser af Ashbery mangler man altså antagelig en vigtig dimension - lidt ligesom når man læser urimede oversættelser af rimede digte: De centrale betydninger er med, men de indbyrdes forbindelser mellem dem fortaber sig. Ikke desto mindre kan Ashberys digte som sagt være herligt gakkede. Og de kan være både rørende og skønne. Men de kan også i lange passager være lumsk kedelige, krukkede, selvfede. Det springende og legende bliver manisk manér - og er stolt over det. En interessant nyudvikling hos Ashbery er en håndfuld prosastykker som stadig er springende og kaotiske, men som af og til antyder en fortælling og dermed giver teksten en fremdrift så man som læser langt lettere kommer igennem. F.eks. kunne jeg køre mindst en halv side på følgende kickstart: »Vær god mod vores svømmefodede venner, mumler jeg smånervøst for mig selv, mens jeg skynder mig til biografen. En and kan jo være nogens onkel. Eller niece. Jeg er faret vild«.