Hr. Flugt er en kær og kendt skikkelse, som i 1995 indbragte Anne Pedersen Kulturministeriets illustratorpris. Hun var den første af de nye tegnere fra Koldingskolen, der blev lagt mærke til. Bogen 'Hr. Flugt går under jorden' vakte også opsigt på Bolognas børnebogsmesse. Det er sjældent danske tegnere gør det. Nu er der gået 7 år, og 'Hr. Flugt går i luften'. Heri er han atter tilbage i sin trygge, kolde celle med kuglen om foden. Før gravede han sig ned og ud (troede han), nu får han lyst til at flyve. Hvor heldigt, han finder en ballon! Up and away! Hr. Flugt kommer næsten til Mallorca, han møder Julemanden og senere Vorherre og efter en nådesløs gennemgang af sit synderegister vågner han op i sin trygge, kolde celle. Hr. Flugt bliver en mønsterfange efter den drøm, fængselsdirektøren overvejer sågar at løslade ham. Men sig det ikke til ham selv! Anne Pedersen drysser ikke om sig med børneglade farver. Det er svært at undgå dem i Paradiset, men grundtonen er sort som cellen og grå som jorden. Her bor ensomheden, men det ved hr. Flugt heldigvis ikke. Han ligner i øvrigt Amdi og udstråler både ro og finurlighed med røde kinder. Hr. Flugt kan de ikke knække. Han er! Selv i mørke. Anne Pedersen er dyb og original i sin streg, hun tegner og fortæller om en nysgerrig livstidsfange, der får svar på mange spørgsmål. I billederne er der en engleblid ironi, som også er fulgt med over i farverne. Og når hun endelig bruger de børnevenlige kulører, er det med et ekstra raffinement som i opslaget oppe hos Vorherre. Hr. Flugt er vistnok kult allerede derude (og derinde!) Det var godt, der kom endnu et bind.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























