Oppe på Island har de digtere, som vi andre har folkeskolelærere. De lever bogstaveligt talt tæt på fortællingens urdyb, når tågen vælder frem over det vulkanske land, hestene går lyslevende rundt, og solen bliver oppe. De har endnu ikke sluppet taget i gamle eventyr eller oprindelig skabelsesmytologi. 'Dine øjne så mig' er en superlitterær bog, der kan sine genrer på fingrene - hurtigt og let - men især er den en roman for den liderligt bævende sjæl, sådan som den altid har regeret i folkedybet. Ingen laster er Sjón fremmed: Voyeurisme er en god ting ligesom ekshibitionisme, og en snert af skatologi - besættelse af latrinære udtryk - er heller ikke af vejen. Sjón skriver, så lasterne snart står på nakken af hinanden for at blive sluppet løs. Romanen er skrevet med knivskarpe sving, som sikkert godt kan kaste hr. og fru Danmark af i svingene, men hvis man holder ved, er der mindst fem-seks aldeles virtuose episoder, når englen Gabriel for eksempel crooner i det høje, eller dejen skal æltes og formes på det lille pensionat. Romanen foregår i Tyskland under Anden Verdenskrig i den lille tyske by Kükenstadt. Der har vi pensionatet Gasthof Vrieslander, tidligere bordel. Faktisk fandtes der engang et såkaldt præstekammer, hvor også byens øvrighed kunne få sine lyster tilfredsstillet. Og til gavn for byens sladder var præstekammeret forsynet med hemmeligt kighul, så folk kunne holde sig orienteret. Det er i dette rum, tjenestepigen Marie-Sophie får til opgave at passe på staklen, flygtningen, skroget, som siden viser sig at være ... (ja, det bliver ikke afsløret her).