Det er ved at blive et mantra i den vesterlandske selvopfattelse, at identiteten er en skiftende og flydende størrelse. Den er forbundet med drømmen om, at man skaber sig selv gennem valg af en masse muligheder. Hvor supermarkedsagtig og naiv denne tanke er, fremgår med al tydelighed efter læsning af Hari Kunzrus underholdende og velfortalte roman 'Impressionisten'. Jo mere hans hovedperson skifter ham, jo mere rungende tom bliver han indvendig. Nu sker det heller ikke som led i en forkælet postmoderne vesterlændings selv-eksperimenteren, men af bitter nød og nødvendighed gennem første tredjedel af 1900-tallet, hvor race og hudfarve ikke var størrelser til at komme udenom, endsige lege med. Den 33-årige Oxforduddannede Hari Kunzru er vokset op i England med en indisk far og en britisk mor. Det dobbeltkulturelle udgangspunkt er basis for hans debutroman, der kom i foråret og allerede inden udgivelsen var omtalt og solgt til oversættelse i en lang række lande. Med romanen føjer han sin stemme til den postkoloniale litteratur, der har fået et kæmpemæssigt opsving i de seneste årtiers internationale litteratur. Stemmen er for så vidt let i forhold til meget andet af samme slags. Man kan indvende, at romanen kører af sted som et lovlig velsmurt maskineri, men den er ikke desto mindre interessant at læse.
Mellem racer og roller
Lyt til artiklen
