Forfatteren Villy Sørensen døde i december 2001 og blev begravet på årets koldeste dag. Men mindet om ham er ganske levende. Han var vores intellektuelle forfatter, manden som kunne spejle og tolke samtiden og dialektisk klarlægge meninger og formål med livet på en måde, som nu kun efterleves af Carsten Jensen - som vel har mere temperament og er en langt bedre og mere berejst stilist - men som på mange måder har taget Villy Sørensens indsats op. På hans sidste dørskilt stod der V. Sørensen, og han var både syg og træt. Professor Finn Hauberg Mortensen opsøgte ham og udskrev et langt interview, hvor Villy Sørensen redegør for sit liv. Spørgsmålene er udeladt, hvad jeg egentlig ikke bryder mig om. På den måde kommer det til at virke, som om den interviewede af egen drift og med ligelig interesse og villighed redegør for alt, stort og småt, og ikke ved sine reaktioner holder styr på beredvilligheden. Og på den måde kommer Villy Sørensen faktisk til at virke vel meget som den duks, han også var. Han fortæller for eksempel vidt og bredt om barndommen, men han får ikke sagt noget som helst af interesse, og det går så vidt, at vi skal se tegninger og fotos fra barneårene - 'Mælkevogn, tegning' hedder det, og 'Hele familien, julen 1940'. Det kunne alt sammen være fornøjeligt nok - hvis Villy Sørensens evner var narrative (det hedder 'fortællende' på professordansk) og visuelle, men det er de ikke. »Jeg plejer at sige, at jeg husker kun det uvæsentlige,« fortæller Villy Sørensen et sted, og her må man give ham ret. Hvem er mor, far og storebror Henning? Ikke nogen - i nogen prægnant tydning, som han, der netop elskede mening, også har en mening med at overgive til læserne. Senere og lidt mere interessant kommer vi til hans egentlige liv, som forblev i bøgernes verden. Han har en god hukommelse, og her er mange tydninger og erindringer, men ikke noget, der overgår hans egne yndlingsbøger 'Digtere og dæmoner', 'Formynderfortællinger', 'Uden mål - og med' og 'Seneca'. Her er ikke medregnet den store bestseller 'Oprør fra midten', som var realistisk og utopisk (og modernistisk og mystisk), men som han i hvert fald åbenbart ikke selv regner med til højdepunkterne.